Svaret er "Nej".

Selvfølgelig begår de genfødte helgener også synder resten af deres liv. Men de kan ikke synde med vilje, fordi Helligånden hviler i deres hjerter. Faktisk bliver de mere følsomme overfor synd, efter at de er blevet født på ny. De ved, at de er dem, som ikke kan gøre andet end at synde, indtil den dag de dør, og at den eneste måde, de kan undgå at synde, er at tjene Guds retfærdighed, og det vil sige evangeliet om vandet og Ånden. Kort sagt er Helligånden i dem for at få dem til at gøre Guds arbejde væk fra verdens lyster.

På apostlenes tid virker det som, at de stiller det samme spørgsmål til apostlene. Så apostelen Paulus sagde: "Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv", (Rom 6:1-4).

Og atter sagde han: "Hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden? Aldeles ikke! Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed? Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden", (Rom 6:15-18).

Den person, som VIRKELIG er blevet født på ny af vandet og Ånden, kan ikke synde mere end før. Men han/hun glædes snarere over evangeliet hver eneste dag og forsøger at prædike det overalt i verden. Med andre ord bliver han/hun en person, som inderligt søger Guds Rige og Hans retfærdighed ved Helligånden (Matt 6:33).