< Lukas 10:25-30 >

”Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at arve et evigt liv?” Han sagde til ham: ”Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden svarede: ”Du skal  elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv”. Jesus sagde: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve”. Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ”Hvem er så min næste?” Jesus svarede og sagde: ”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød”.

Lukas 10:28, ”Gør det, så skal du leve”.

Menneskene lever med mange misforståede illusioner. I denne henseende ser det ud til, at de er specielt sårbare. De virker intelligente, men bliver let narret og forbliver uvidende om deres onde sider. Vi bliver født uden at kende os selv, men vi fortsætter med at leve, som vi gør. Fordi menneskene ikke kender dem selv, fortæller Bibelen os, at vi er syndere.

Folk taler om tilstedeværelsen af deres egne synder. Og ind imellem, ser det ud som om, at folk ikke er i stand til at handle godt, og at de er for tilbøjelige til at beskrive dem selv som gode. De vil gerne prale af deres gode handlinger. De siger, at de er syndere, men handler som om de vitterligt er gode mennesker.

De ved, at de hverken har det gode i dem eller evnen til at handle godt, men alligevel forsøger de at narre andre og nogle gange også dem selv. ”Helt ærligt, vi kan da ikke være onde helt igennem. Der må da være noget godt skabt i os”.

Derfor kigger de på andre og siger til dem selv: ”Ih, jeg ville ønske, at han ikke havde gjort dette. Det ville være bedre for ham selv, hvis han ikke havde gjort det. Det havde været meget bedre, hvis han havde sagt som så. Jeg tror, det er bedre at prædike evangeliet på denne og hin måde. Han blev frelst før mig, så han burde handle mere som én, der er blevet frelst. Jeg blev frelst for nylig, men hvis jeg lærer mere, vil jeg klare det meget bedre end ham”.

De sliber knivene i deres hjerter. ”Vent du bare. Du vil se, at jeg ikke er ligesom dig. Så du tror, du er foran mig nu, gør du ikke? Vent du blot. Det står skrevet i Bibelen, at de sidste vil blive de første. Jeg ved, jeg er én af dem. Bare vent, så skal jeg vise dig”. Folk bedrager dem selv.

Selvom han ville gøre tingene på samme måde, hvis han var i den anden persons sted, så dømmer han ham alligevel. Når han står i prædikestolen, stammer han pludselig hjælpeløst, og han bliver bevidst om sig selv. Prædikanter bør kun have øje for Gud og ikke begynde at spekulere over, hvad andre tænker og mener. Hvis de gør det, er de ikke i stand til at prædike.

Når folk bliver spurgt, om de tror, at de har evnen til at gøre gode handlinger, så siger de, at det tror de ikke, at de har. Men de nærer ikke desto mindre den illusion, at de selv har den evne. De tror også, at de selv er gode nok. Ligegyldigt hvor længe siden det er, at de er blevet født på ny, selv de, som har opnået et større fremskridt i Guds tjeneste tænker: ”Jeg kan gøre dette og hint for Herren”.

Men hvis vi fjerner Herren fra vores liv, kan vi så virkelig handle godt? Findes det gode i menneskeheden? Kan mennesket leve igennem gode handlinger? Mennesket har ikke evnen til at gøre gode handlinger. Når som helst mennesket forsøger på egen hånd at gøre noget, ja, så synder de. Nogle skubber Jesus til side efter, at de er blevet frelst og forsøger selv at handle godt. Der er intet andet end ondt i os alle sammen. Vi kan kun handle ondt. Alene (selv de, som er blevet frelst) kan vi kun synde. Det er vores køds virkelighed.

I vores lovprisnings bog, ”Lovpris Herren”, er der en sang, som lyder således, ”Uden Jesus snubler vi blot. Vi er så ubrugelige som et skib, der sejler på havet uden sejl”. Uden Jesus kan vi kun synde. Vi er kun retfærdige, fordi vi er blevet frelst. I virkeligheden er vi onde. 

Apostelen Paulus sagde: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, (Rom 7:19). Hvis et menneske har Jesus, så gør det ikke noget. Men hvis han ikke har noget at gøre med Ham, forsøger han at handle godt i Guds øjne. Men jo mere han prøver, jo mere ondt handler han.

Selv Kong David var af denne natur. Da hans land var fredeligt og bugnede af overflod, gik han på indkøb. Han så et fristende billede og faldt for sensuel fornøjelse. Og hvordan var han, da han havde glemt Herren? Han var i sandhed ond. Han dræbte Urias og tog hans hustru, men han kunne ikke selv se det onde. Han undskyldte sine handlinger.

Så en dag, kom profeten Natan til ham og sagde: ”Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet”, (1 Sam 12:1-4). David sagde: ”Den mand, der gør sådan, skal dø”. Hans vrede flammede, så han sagde: ”Han har selv så mange at tage af, så han kunne bare have taget et af sine egne. Men han tog den fattige mands eneste lam for at tilberede et måltid for den fremmede. Han skulle dø!”. Og Natan sagde til ham: ”Du er manden”. Hvis vi ikke følger Jesus og er hos Ham, så kan selv de, som er blevet født på ny, være sådan.

Det er det samme for alle mennesker, selv de troende. Vi snubler altid, handler ondt uden Jesus. Så igen i dag er vi taknemmelige for, at Jesus frelste os på trods af ondskaben i os.

”Jeg vil gerne hvile under Korsets skygge”. Vore hjerter hviler under Kristi frelse. Men hvis vi forlader denne skygge og blot ser mod os selv, kan vi aldrig hvile.

Apostelen Peter sagde, at Gud gav os troens retfærdiggørelse først. Troens retfærdiggørelse kom først. Han gav den til Adam og Eva, til Kain og Abel, så til Set og Enok, til Noa og så til Abraham, så Isak, Jakob og hans tolv sønner. Selv uden Loven blev de retfærdig-gjorte foran Gud gennem deres tro på Hans Ord. De blev velsignede og fik hvile gennem deres tro på Hans Ord.

Og tiden gik og Jakobs efterkommere levede i Egypten som slaver i 400 år på grund af Josef. Så ledte Gud dem igennem Moses ind i Kana’ans land. Men igennem 400 års trældom havde de glemt troens retfærdiggørelse.

Så Gud ledte dem over det Røde Hav ved Hans mirakel og førte dem ud i vildnisset. Da de nåede Syndens vildnis, gav Han dem Loven på Sinaj Bjerget. Han gav dem de Ti Bud, som indeholder 613 detaljerede påbud i Loven. ”Jeg er Herren Jeres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Lad Moses komme op på Sinaj Bjerget, så vil Jeg give Jer Loven”. Gud gav Israel Loven.

Han gav dem Loven, så de ville få ”Syndserkendelsen”, (Rom 3:20). Det var for at lade dem vide, hvad han kunne lide og ikke lide og for at åbenbare Hans retfærdighed og hellighed.

Alle Israels folk, som havde været bundet af trældom i Egypten i 400 år, gik over det Røde Hav. De havde aldrig mødt Abrahams Gud, Isaks Gud eller Jakobs Gud. De kendte Ham ikke.

Og imens de levede som slaver i de 400 år, så havde de glemt Guds retfærdiggørelse. På dette tidspunkt havde de ikke en leder. Jakob og Josef var deres ledere, men de var døde. Det ser ud til, at det ikke lykkedes for Josef at overføre troen til sine sønner, Manasse og Efraim.

Derfor havde de brug for at finde deres Gud igen og for at møde Ham, fordi de havde glemt Guds retfærdighed. Så Gud gav dem troens retfærdiggørelse først og da Loven, efter at de havde glemt troen. Han gav dem Loven for at bringe dem tilbage til Ham.

For at frelse Israel, for at gøre dem til Hans folk, Abrahams folk. Han påførte dem omskærelsen.

Hans formål med at kalde på dem var først at lade dem vide, at der findes en Gud ved at etablere Loven og dernæst at lade dem vide, at for Ham var de alle syndere. Han ville have, at de skulle komme til Ham og blive Hans folk ved at blive frelst igennem udfrielsens offer, som Gud havde givet dem. Og Han gjorde dem til Sit Folk.

Israels folk blev frelst gennem Loven (offersystemet) ved at tro på Messias, som ville komme. Men offersystemet var også forsvundet igennem tiden. Lad os se på, hvad det var.

I Lukas evangeliet 10:25, ”Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve”. Den lovkyndige var Farisæer. Farisæerne var konservative mennesker, som forsøgte at efterleve Hans Ord. De var de folk, som forsøgte at beskytte landet først og dernæst at efterleve Hans Lov. Og så var der Zeloterne, som var meget voldsomme og foretrak at demonstrere for at opnå deres mål.

Der er folk som dem selv i dag. De leder sociale bevægelser med slogans som ”Red de undertrykte mennesker i dette land”. De tror, at Jesus kom for at redde de fattige og de undertrykte. Så de studerer teologi på de teologiske seminarer, deltager i politik og forsøger at ”Redde de underprivilegerede” i alle hjørner af samfundet.

Det er dem, som insisterer på at ”Lad os alle leve igennem den hellige og barmhjertige lov... lad os efterleve Loven, Hans Ord”. Men de begriber ikke den sande mening med Loven. De forsøger at leve efter Lovens bogstav, men de genkender ikke Lovens guddommelige åbenbaring.

Så vi kan sige, at der var ingen profet, ingen Guds tjener, cirka 400 år før Kristus. På denne måde blev de en flok får uden hyrde.

De havde hverken Loven eller en leder. Gud åbenbarede Sig ikke igennem denne tids  hykleriske religiøse ledere. Landet var blevet en af det Romerske Riges kolonier. Så Jesus sagde til de af Israels folk, som fulgte Ham ud i vildmarken, at Han ikke ville sende dem væk sultne. Han fik medlidenhed med flokken uden hyrde. Der var mange, som led på denne tid.

Det var i realiteten advokater og andre i sådanne positioner, som havde de lovmæssige rettigheder; Farisæerne nedstammede fra Israel, fra Jødedommen. De var meget stolte.

Og denne advokat, denne lovkyndige, spurgte i Lukas evangeliet 10:25 Jesus: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”. Det forekom ham, at der ikke var nogen bedre end ham selv blandt Israels folk. Så denne lovkyndige (som ikke var blevet frelst) udfordrede Ham, idet han sagde: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”.

Denne lovkyndige er blot en refleksion af os selv. Han spurgte Jesus: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”. Jesus sagde til ham: ”Hvad står der skrevet i Loven? Hvorledes forstår du det?”. Så svarede han: ”Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl, med hele din styrke og med hele dit sind”, og ”elske din næste som dig selv”.

Og Han sagde til ham: ”Du har svaret rigtigt. Gør de og du vil leve”. Jesus sagde til ham: ”Du har svaret rigtigt. Gør de og du vil leve”.

Han udfordrede Ham uden at vide, at han selv var ond, en dynge af synd, som aldrig ville kunne gøre noget godt. Så Jesus spurgte ham: ”Hvad står der skrevet i Loven? Hvorledes forstår du det?”.

”Hvordan forstår I Loven?”, ”I har svaret rigtigt. Gør dette og I vil leve”. ”Hvordan forstår I Loven?”. Dette betyder, hvordan kender I, og hvorledes forstår I Loven.

Som mange folk også gør det i vore dage, troede denne lovkyndige altså, at Gud gav ham Loven, for at han skulle overholde den. Derfor svarede han: ”Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl, med hele din styrke og med hele dit sind”, og ”elsk din næste som dig selv”.

Loven var uden fejl. Han gav os en perfekt Lov. Han bød os elske Herren med hele vort hjerte og med hele vores sjæl, med al vores styrke og sjæl og at elske vores næste som os selv. Det er rigtigt for os at elske vores Gud med hele vort hjerte og hele vor styrke, men det var det hellige ord, som aldrig kunne overholdes.

”Hvordan forstår I det?” betyder, at Loven er rigtig og korrekt, men hvordan forstår I den? Den lovkyndige troede, at Gud havde givet ham den, for at han skulle adlyde den. Men Guds lov blev givet til os, for at vi skulle se vores begrænsninger og fuldstændig udstille vores misgerninger. Den udstiller vores synd. ”Du har syndet. Du dræbte selvom jeg sagde til dig, at du ikke må slå ihjel. Hvorfor adlød du mig ikke?”.

Loven afslører synden i menneskenes hjerter. Lad os antage at jeg på min vej hertil, så modne meloner på marken. Gud advarede mig gennem Loven om ikke at spise disse meloner: ”Pluk ikke disse meloner for at spise dem. Det vil gøre mig til skamme, hvis du gør det”. ”Ja Fader”. ”Marken tilhører den-og-den, derfor må du aldrig plukke dem”. ”Ja Fader”.  

I det øjeblik vi får at vide gennem Loven, at vi aldrig må plukke dem, så føler vi en stærk trang til netop at gøre det. hvis vi forsøger at holde en kilde nede, vil den forsøge at kæmpe sig op igen. Folks synder er på samme måde.

Gud sagde til os, at vi aldrig må handle ondt. Gud kan sige det, fordi Han er hellig, fordi Han er perfekt, fordi Han har evnen til at handle således. På den anden side kan vi ”aldrig” synde eller ”aldrig” handle godt. Vi har ”aldrig” det gode i vores hjerter. Loven siger aldrig (den blev fastsat med ordet aldrig). Hvorfor? Fordi folk har lysten i deres hjerter. Vi handler i overensstemmelse med vores lyst. Vi bedriver hor, fordi hor er i vores hjerter.

Vi burde læse Bibelen omhyggeligt. Da jeg først begyndte at tro på Jesus, troede jeg ifølge Ordet. Jeg læste, at Jesus døde på Korset for mig, og jeg kunne ikke standse mine tårer. Jeg var sådan en ond person, og Han døde på Korset for mig.... Mit hjerte gjorde så frygteligt ondt, at jeg troede på Ham. Så tænkte jeg: ”Hvis jeg skulle være troende, skulle jeg følge Loven”.

Da jeg læste 2 Mosebog 20, læste jeg følgende: ”Du må ikke have andre guder end mig”. Jeg bad i anger efterlevende Ordet. Jeg brød min hjerne for at huske, om jeg havde haft andre guder end Ham, om jeg havde taget Hans navn forfængeligt, eller om jeg havde dyrket andre guder. Jeg erkendte, at jeg havde bøjet mig for andre guder mange gange, når jeg havde udført ritualerne til ære for mine forfædre. Jeg havde begået den synd at have andre guder.

Så jeg bad angrende, ”Herre, jeg har tilbedt idoler. Jeg skal straffes for det. Tilgiv mig mine synder, jeg beder dig. Jeg skal aldrig gøre det igen”. Så havde jeg klaret én synd.

Så prøvede jeg at huske, om jeg havde taget Hans navn forfængeligt. Så huskede jeg, at da jeg begyndte at tro på Gud, røg jeg. Mine venner sagde til mig: ”Bringer du ikke skam over Gud ved at ryge? Hvordan kan en Kristen ryge?”.

Det var at tage Hans navn forfængeligt, var det ikke? Så jeg bad igen: ”Herre, jeg har taget Dit navn forfængeligt. Tilgiv mig. Jeg vil holde op med at ryge”. Så jeg forsøgte at holde op med at ryge, men jeg blev ved med at falde i igen og igen i et års tid. Det var virkelig hårdt, næsten umuligt at holde op med at ryge. Men til sidst lykkedes det mig at holde helt op. Jeg følte, at endnu en synd var væk.    

Den næste var ”Hold Sabbatten hellig”. Det betød ikke at gøre andre ting om søndagen, ikke at lave forretninger, ikke tjene penge... så det holdt jeg også op med.

Så var der ”Ær din fader og din moder”. Jeg ærede dem, når jeg var væk, men når jeg var hos dem, var de en kilde til hjertesorg. ”Ih, du godeste, jeg har syndet foran Gud. Tilgiv mig, Herre”. Jeg bad i anger.

Men jeg kunne ikke ære mine forældre længere, fordi de var begge døde på det tidspunkt. Hvad skulle jeg gøre? ”Herre, vil du ikke nok tilgive denne værdiløse synder. Du døde på Korset for mig”. Sikke taknemmelig jeg var!

På denne måde troede jeg, at jeg havde håndteret mine synder én for én. Der var andre love, såsom at man ikke må slå ihjel, ikke må begå hor, ikke begære.... Jeg erkendte, at jeg ikke havde overholdt et eneste bud. Jeg bad hele natten. Men I ved, at bede i anger er virkelig ikke en fornøjelse. Lad os tale om det.

Når jeg tænkte på Jesu korsfæstelse, var jeg i stand til at forstå, hvor smertefuldt det må have været. Og Han døde for os, som ikke kunne leve op til Hans ord. Jeg græd hele natten, imens jeg tænkte på, hvor meget jeg elskede Ham og jeg takkede Ham.

Mit første år som kirkegænger var generelt temmelig let, men de næste par år blev meget vanskeligere, fordi jeg måtte koncentrere mig meget mere for at få tårerne til at flyde, fordi jeg gjorde det så ofte.

Når tårerne alligevel nægtede at komme, gik jeg ofte op i bjergene for at bede og fastede i tre dage. Så kom tårerne tilbage. Jeg var gennemblødt af mine tårer. Jeg kom tilbage til samfundet og græd i kirken.

Folk omkring mig sagde: ”Du er blevet meget mere hellig, efter at du er begyndt at bede i bjergene”. Men til sidst var der kun tørre tårer tilbage. Det tredje år blev det virkelig hårdt. Jeg tænkte på de fejl, jeg havde begået overfor mine venner og kristne brødre, og så græd jeg igen. Efter fire år på denne måde, havde jeg ikke flere tårer. Mine øjne var fyldt med tårer, men de flød ikke længere.

Efter fem år kunne jeg ikke græde, uanset hvor hårdt jeg prøvede. Derefter begyndte min næse at løbe. Efter et par år mere på samme måde, følte jeg afsky ved mig selv og vendte mig atter mod Bibelen.

I Romerbrevet 3:20 læser vi: ”Det, der kommer ved Loven, er jo syndserkendelse”. Jeg betragtede dette som en personlig besked til apostelen Paulus og troede kun på de ord, jeg selv valgte. Men efter at mine tårer havde tørret ud, kunne jeg ikke længere fortsætte mit liv i troen.

Så jeg syndede konstant og fandt ud af, at jeg havde synd i mit hjerte og at det var umuligt at leve efter Loven. Jeg kunne ikke holde det ud. Men jeg kunne ikke forkaste Loven, fordi jeg troede, at den var givet til os, fordi at den skulle adlydes. Til sidst blev jeg advokat, som dem vi ser i evangeliet. Det blev så vanskeligt at leve troens liv.

Så for at komme væk fra alle problemerne, gjorde jeg et stort nummer ud af at lede efter en prædikant, som prædikede om at blive født igen af vand og ånd. Jeg mødte en prædikant, som prædikede, at alle vore synder var blevet tilgivet.

Hver gang jeg hørte, at jeg var fri fra synd, så var det som en frisk brise, der blæste igennem mit hjerte. Jeg var så syndig, at imens jeg læste Loven, begyndte jeg at erkende disse synder. Jeg havde forbrudt mig mod alle de Ti Bud i mit hjerte. At synde i hjertet er også at synde, og jeg var uforvarende troende i Loven.

Når jeg overholdt Loven, var jeg lykkelig. Men når jeg ikke kunne overholde Loven, var jeg elendig, irriteret og ked af det. Til sidst blev jeg så forgræmmet af det hele. Hvis jeg blot havde lært fra begyndelsen: ”Nej, nej. Der er en anden mening med Loven. Den viser jer, at I blot er opfyldt med synd; at I elsker penge; det modsatte køn og på trods af alt det, er I smukke mennesker. I har ting, som I elsker mere end Gud. I vil forfølge fristelserne i verden. Loven er blevet givet til jer, ikke for at I skal overholde den, men for at I skal erkende,  at I er syndere med ondt i jeres hjerter”.

Hvis bare nogen havde lært mig dette dengang, så ville jeg ikke have lidt i ti år. Således havde jeg levet under Lovens åg, indtil jeg kom til denne erkendelse.

Det fjerde bud er: ”Husk sabbatsdagen og hold den hellig”. Det betyder, at vi ikke skal arbejde på Sabbatten. Det betyder, at vi ikke må gå, ikke køre, hvis vi skal rejse langt. Og jeg troede, at jeg skulle gå til det sted, hvor jeg skulle prædike, hvis jeg skulle være ærværdig. Jeg skulle jo dog prædike Loven. Ergo troede jeg, at jeg skulle udøve det, som jeg prædikede. Det var så vanskeligt, at jeg var ved at give op.

Som det står skrevet her: ”Hvorledes forstår I Loven?”. Jeg forstod ikke dette spørgsmål og led derfor i ti år. Den lovkyndige forstod det heller ikke. Han troede, at hvis han adlød Loven og levede omhyggeligt, ville han blive frelst af Gud.

Men Jesus sagde til ham: ”Hvorledes forstår du Loven?”. Ja, du svarede rigtigt; du forstår det, som det står skrevet. Forsøg at overhold den. Du vil leve, hvis du gør det, men dø, hvis du ikke gør det. Syndens løn er død. ”Du vil leve, hvis du ikke gør det”. (Det modsatte af liv er død, ikke sandt?). 

Men den lovkyndige forstod stadig ikke. Denne lovkyndige er du og jeg. Jeg studerede teologi i ti år. Jeg forsøgte alt, læste alt og gjorde alt: fastede, fik visioner, talte i tunger... Jeg læste Bibelen i ti år og forventede at opnå noget. Men åndeligt var jeg en blind mand.

Det er derfor en synder bliver nødt til at møde nogen, som kan få ham til at se, at Han er vores Herre, Jesus Kristus. Så indser han pludseligt at ”Aha! Vi kan aldrig overholde Loven. Ligegyldigt hvor hårdt vi prøver, kan vi dø i forsøget. Men Jesus kom for at redde og igennem vandet og Helligånden! Halleluja!”. Vi kan blive frelst af vandet og Helligånden. Dette er nåden, Guds gave. Så vi priser Herren.

Et stykke hen ad den desperate vej, var jeg så heldig at færdiggøre min uddannelse, men nogle tilbringer hele deres liv med at studere teologi forgæves og indser aldrig sandheden, før det er for sent. Nogle tror igennem tiår for tiår eller fra generation til generation, men bliver alligevel ikke genfødt.

Vi udvikler os fra at være syndere, når vi indser, at vi aldrig kan overholde Loven, og når vi står foran Jesus og lytter til vandets og Åndens evangelium. Når vi møder Jesus, overstiger vi alle dommene og al forbandelse. Vi er de værste syndere, men vi bliver retfærdiggjorte, fordi Han reddede os ved vandet og blodet.

Jesus fortalte os, at vi aldrig kan leve i Hans vilje. Han fortalte dette til den lovkyndige, men han forstod ikke. Så fortalte Jesus ham en historie for at få ham til at forstå.

”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød”, (Lukas 10:30). Jesus fortalte ham rent faktisk, at han led hele sit liv ligesom denne mand, som blev slået af tyve og næsten døde.

En mand tog fra Jerusalem til Jeriko. Jeriko er den sekulære verden, og Jerusalem repræsenterer religionens by: troens by og de lovlydiges by. Historien fortæller os, at hvis vi tror på Jesus Kristus som vores religion, er vi fortabte.

”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød”. Jerusalem var en stor by med mange indbyggere. Der var en ypperstepræst, en præstestab, levittere og mange religionskyndige mænd. Der var mange, som kendte Loven godt. Der forsøgte de at leve op til Loven, men til sidst fejlede de og tog til Jeriko. De blev ved at falde ned i verden (Jeriko), og de mødte røvere.

Manden mødte røvere på sin vej fra Jerusalem til Jeriko, og de trak tøjet af ham. ”De trak tøjet af ham” betyder, at han mistede sin retfærdiggørelse. Det er umuligt for os at efterleve Loven. Apostelen Paulus sagde i Romerbrevet 7: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, der bor i mig”.

Jeg ville ønske, at jeg kunne handle godt og leve i Hans ord. Men i menneskets hjerte er der onde tanker, utroskab, begærlighed, ryggesløshed, hor, mord, tyveri, ondskab, bedrag, det onde øje, blasfemi, stolthed og tåbelighed, (Markus 7:21-23).

Fordi dette er i vores hjerter og viser sig nu og da, gør vi, hvad vi ikke vil gøre og gør ikke, hvad vi gerne vil gøre. Vi bliver ved med at gentage disse ondskabsfuldheder i vores hjerter. Hvad djævelen skal gøre er blot at give os en undskyldning for at synde.

I Markus evangeliet 7 siges det: ”Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent”.

Han fortæller os, at der er onde tanker, utroskab, begærlighed, ryggesløshed, hor, mord, tyveri, ondskab, bedrag, det onde øje, blasfemi, stolthed og tåbelighed i menneskenes hjerter. Vi har alle mord i vores hjerter.

Der er ingen, som ikke myrder. Mødre skriger af deres børn, ”Nej, lad være med det. Jeg sagde til dig, at du ikke skulle gøre det. Pokker tage dig. Jeg sagde, du skulle lade være”. Og så, ”Kom her. Jeg sagde til dig igen og igen, at du skulle lade være. Jeg slår dig ihjel for det”. Det er mord. I dræber jeres børn med jeres tankeløse ord.

Vores børn må dog være i live, for de forsvinder hurtigt fra os; men hvis vi lader al vores vrede gå ud over dem, så vil de dø. Vi vil have dræbt dem foran Gud. Nogle gange skræmmer vi os selv. ”Åh Gud, hvorfor gjorde jeg det?”. Vi ser på de blå mærker, efter at vi har slået vores børn og tænker, at vi må da have været ude af os selv, siden vi kunne gøre noget sådant. Vi opfører os på denne måde, fordi vi har mord i vores hjerter.

Så ”Jeg gør det, som jeg ikke vil gøre” betyder, at vi handler ondt, fordi vi er onde. Og det er så let for Satan at friste os til at synde.

Lad os sige, at en mand, som ikke er blevet frelst, sidder i en hytte i ti år med ansigtet vendt mod væggen, idet han mediterer som Sungchol, den store koreanske munk. Det går fint, så længe han sidder med ansigtet vendt mod væggen, men nogen bliver nødt til at bringe ham mad og fjerne affald.

Så han bliver nødt til at have kontakt med nogen. Det ville ikke være et problem, hvis det var en mand, men lad os antage, at det var en smuk kvinde. Hvis han tilfældigvis ser hende, vil al hans meditation have været forgæves. Han tænker: ”Jeg skal ikke begå hor. Jeg har det i mit hjerte, men jeg må kaste det fra mig. Jeg må overvinde det. Nej! Forsvind fra mine tanker!”.

Men denne beslutsomhed forsvinder i det øjeblik, han ser hende. Efter kvinden er gået igen, kigger han ind i sit hjerte. Fem års hårdt arbejde er spildt - for ingenting.

Det er så simpelt for Satan at fjerne en persons retfærdiggørelse. Alt Satan skal gøre er at skubbe en lille smule til ham. Når en mand kæmper uden at være frelst, bliver han ved med at give efter for synden. Han betaler troligt tiende hver søndag, faster i 40 dage, beder morgenbøn i 100 dage... men Satan frister ham med de gode ting i livet.

”Jeg ville gerne give dig en vigtig stilling i firmaet, men du er Kristen, og du kan ikke arbejde om søndagen, kan du? Det er ellers en god stilling. Måske kan du arbejde tre søndage og gå i kirke én søndag om måneden. Så ville du få megen anerkendelse og en stor fed løn. Hvad synes du?”. Med sådant et forslag ville 100 ud af 100 sikkert være solgt.

Hvis dette ikke virker, ja så er dem, som har en svaghed for kvinder. Satan stiller en kvinde foran en mand, og han falder hovedkulds for hende og glemmer Gud på et øjeblik. Dette er sådan en mands retfærdiggørelse tages fra ham.

Hvis vi forsøger at leve efter Loven, er alt hvad vi ender op med til sidst blot syndens sår, smerte og fattigdom: vi mister vores retfærdiggørelse. ”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød”.

Dette betyder, at selvom vi måske forsøger at blive i Jerusalem ved at følge Guds vilje, så vil vi igen og igen snuble på grund af vores egen svaghed, og vi vil blive ruinerede.

Og så vil vi bede i anger til Gud. ”Gud, jeg har syndet. Tilgiv mig; jeg skal aldrig gøre det igen. Jeg lover dig, at dette var den sidste gang. Jeg trygler dig om at tilgive mig bare denne ene gang”.

Men det varer aldrig. Folk kan ikke leve i denne verden uden at synde. De er måske i stand til at undgå det et par gange, men det vil være umuligt ikke at synde igen. Så synd bliver begået igen og igen. ”Herre, tilgiv mig”. Hvis dette fortsætter, vil man glide væk fra kirken (religionen). Man glider væk fra Gud på grund af ens synder, og man vil ende i helvede.

At rejse til Jeriko betyder at komme ind i den sekulære verden: at komme nærmere på verden og længere væk fra Jerusalem. I begyndelsen er Jerusalem stadig tættere på. Men som synden og angerens cirkel bliver gentaget, finder vi pludselig os selv i Jerikos gader; vi er kommet langt ind i verden.

Hvem mødte manden på vejen til Jeriko? Han mødte røvere. Én, som slet ikke overholder Loven, bliver til en simpel hund. Han drikker og falder i søvn hvor som helst, urinerer overalt. Denne hund vågner op dagen efter og drikker igen. En simpel hund ville æde sit eget lort. Det er derfor, han er en hund. Han ved, at han ikke burde drikke. Han angrer den næste morgen, men drikker igen.

Det er ligesom manden, som møder røvere på vejen til Jeriko. Han bliver ladt tilbage, såret og næsten død. Der er kun synd i hans hjerte. Det er, hvad et menneske er.

Folk tror på Jesus og lever efter Loven i Jerusalem, men de bliver stadig ladt tilbage med intet andet end synd i deres hjerter. Alt de har at fremvise fra deres religiøse liv er syndens sår. De, som har synd i deres hjerter, bliver kastet ned i helvede. De ved det, men ved ikke, hvad de skal gøre. Har ikke også du og jeg været i samme situation? Jo. Vi var alle ens.

Vil du vide mere om at blive født på ny af vandet og Ånden? ? Klik venligst på banneret nedenfor for at få din gratis bog om at blive genfødt af vandet og Ånden.

Den lovkyndige, som misforstod Guds lov kunne kæmpe hele sit liv og alligevel ende i helvede, såret. Han er os, dig og mig.

Kun Jesus kan frelse os. Der er så mange intelligente mennesker omkring os, og de praler altid af, hvad de ved. De foregiver alle at leve efter Guds lov. De er ikke ærlige overfor dem selv. De kan ikke kalde en spade for en spade, men har altid travlt med at få deres ydre fremtoning til at virke troværdig.

Blandt dem er der syndere på vej til Jeriko, de, som bliver gennembanket af røvere, og de, som allerede er døde. Vi bliver nødt til at vide, hvor skrøbelige vi er overfor Gud.

Vi burde indrømme overfor Ham: ”Herre, jeg kommer i helvede, hvis ikke Du redder mig. Red mig. Jeg vil gå, hvorhen Du vil, ligegyldigt om det hagler eller stormer, hvis Du giver mig lov til at høre det sande evangelium. Hvis Du forlader mig, kommer jeg i helvede. Jeg trygler Dig om at redde mig”.

Dem, som ved, at de kommer i helvede, dem, som forsøger at prøve på egen hånd og holder fast ved Herren, det er dem, som kan frelses. Vi kan aldrig blive frelst på egen hånd.

Vi bliver nødt til at vide, at vi er som manden, som faldt i hænderne på røvere.