Prædikener om vigtige emner af Pastor Paul C. Jong

”Herren talte til Moses og sagde: ”Sig til israelitterne, at de skal yde afgift til mig; fra enhver, der vil give frivilligt, skal I modtage afgiften til mig. Dette er den afgift, I skal modtage fra dem: guld, sølv og bronze, purpurblåt, purpurrødt og karminrødt stof, fint linned, gedeuld, rødindfarvede vædderskind og delfinskind, akacietræ, olie til lampen, balsamstoffer til salvningsolien og til vellugtende røgelse, shoham-sten og andre sten til at sætte på efoden og brystskjoldet. De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem. I skal lave den nøjagtigt efter det forbillede af boligen og dens udstyr, jeg viser dig”.

I et digt med titlen ”En Salme til Livet” skrev Henry Wadsworth Longfellow: ”Sig ikke til mig, i sørgmodige antal, at livet kun er en tom drøm”.

Men hvis man virkelig tænker over det, er de menneskelige liv vitterligt meget fattige. Selvom alles liv måske virker til at ende i støvet forgæves efter en ensom og flygtig tilværelse i denne verdens ødemark, så er jorden ikke den endelige destination. Enhver persons endestation vil være de evige, frygtelige lidelser i helvede på grund af synden.

Men alligevel er folk generelt ret ligeglade med deres egen død og verden efter graven. Imens de lever i verden, lever folk således uden formål, styrer mod helvede og er ikke i stand til at møde Gud, som har frelst dem. Sådan er livet. Men hvis dette virkelig var alt, der var i livet, hvor elendige og ynkelige ville vi ikke være?

På sådanne eksistenser venter Messias. Hvis folk tilfældigt blev kastet ind i denne åbne verden for at vandre målløst rundt og forsvinde ind i mørket, så ville de i sandhed leve sørgelige og elendige liv. Vi kan alle genkende dette blot ved at se på dem omkring os.

Den anden dag, da jeg kørte i en bil, så jeg en gammel mand, omkring 60 år, som gik langs vejen. Han gik med ryggen til mig, hans hoved var bøjet og hans skuldre hang, og i det hele taget så han meget ensom ud. Da jeg dyttede, vendte han sig, og jeg så, at hans ansigt var præget af sorg. Da jeg så denne gamle mands udtryk, faldt jeg et øjeblik i staver. Denne gamle mand følte højst sandsynligt, hvor tomt hans liv var. Modgangens fortvivlelse bidrog måske endnu mere til denne følelse af tomhed og fik ham til at føle endnu mere, at hans liv var meningsløst. Ikke blot denne mands liv, men alles liv er faktisk meget jammerligt.

Mens tiden flyver forbi dem, indser folk ikke engang, at de bliver gamle, indtil de pludselig opdager dybe rynker i deres ansigter. Mange af dem har set så meget modgang i øjnene i deres liv, at de ikke engang har haft en chance for at stoppe op, vende rundt og se, hvor de har gået. Selvom alle forældre har levet og arbejdet hårdt for deres børn og familie, kan ord ikke beskrive deres sorg, når de ser deres egen solnedgang i øjnene, og at der er intet tilbage af deres liv.

Overvældet af deres følelser begynder tårerne snart at stige op i deres øjne. Efter så meget tid er gået og efter så mange år, har de endelig en mulighed for at se tilbage, og når de gør det, er alt de føler blot, hvor uhyggeligt dette øde billede af det sene efterår passer til deres egne tanker. Med efteråret, når alle bladene er faldet af træerne, og kun den lange kolde vinter står for døren, indser de, at også deres liv vil hurtigt forsvinde. Selvfølgelig fortryder de, at det tog så lang tid at indse dette. Hvilket håb vil disse mennesker have, når de er ved at dø uden endda at have mødt Herren? Sådanne mennesker, hvis liv er ovre, uden at de har mødt Messias, er for altid ynkværdige.

Også jeg ville have ført et ynkværdigt liv, hvis ikke jeg havde mødt Herren. Hvad med dig? Hvor ville du være på vej hen, hvis du heller ikke havde mødt Herren? Der er for mange mennesker i denne verden, som har reserveret deres egen ulykke, fordi de ikke var i stand til at møde Herren.

Det knuser mit hjerte, når jeg tænker på disse mennesker, at der er så mange mennesker i verden, som har reserveret deres egen ulykke. Alt, hvad grise må gøre, er at føde dem selv, indtil deres liv er ovre, men vores liv er anderledes end grisenes, for vi må tænke over og se videre end nutiden og ind i den evige fremtid. Mange mennesker møder deres sidste dag med fortrydelse. Selvom de ved, at det evige kongerige findes i himlen, så erkender de, at de ikke er i stand til at træde ind i det, fordi de er forblevet syndige. At der er så mange liv fyldt med sådanne fortrydelser, får mig kun til endnu mere at sørge over deres ulykkelige skæbne.

Når vi tænker på disse liv, at de er ude af stand til at gå til det gode sted, som Gud har forberedt til dem, og at de skal forsvinde fra verden uden at have opfyldt det sande formål med deres liv, kan vi kun ynke disse sjæle og sørge over deres skæbne. Det er derfor, at livet ofte sammenlignes med en rejse over et barsk og vanskeligt hav. Når de henviser til livet, siger folk, at det er som at leve i et sådant hav, hvor man forsøger at overleve i den menneskelige verdens bitterhed, for fra selve fødselen til den bitre død, må de lide, sparke og skrige blot for at overleve.

Når vi husker på, at dette er, hvad livet handler om, indser vi ganske klart, at hvis vi forklarer sandheden om Tabernaklet til alle mennesker og hjælper dem til at møde Herren, så er disse handlinger af yderste vigtighed. Hvorfor? Fordi igennem det hellige offer giver Gud til disse syndige mennesker deres frelse fra synd ved at møde dem i Hans eget Guds hus. Tabernaklet er Guds hus etableret i ødemarken. I dette Guds hus, Tabernaklet, møder Gud de syndige gennem nåden i syndernes forladelse opfyldt af syndofferet. Gud siger til os: ”Jeg vil have, at I skal bygge Mit hus, hvori Jeg skal bo, og Jeg vil møde jer indeni dette hus på dets nådestol”. Kun i Tabernaklet, Guds hus, kan nogen få chancen for at møde Gud.

Denne tro på Tabernaklets sandhed kan ikke erstattes med noget andet i denne verden, og det er det mest værdifulde, som ikke kan købes for nogen pris. Jeg tror, at for dem af os, som har den kristne tro, som tror på Jesus Kristus som vores frelser, er det at nære viden og den rette tro om dette Tabernakel måden, hvorpå vi kan betræde en endnu mere velsignet vej.

Mit hjerte er fyldt med lykkelige tanker, og jeg spekulerer på, om der er andre, som lever et ligeså velsignet liv, som vi gør. Selvom livet er sådan en ynkelig tilstand, fortsætter mange mennesker deres liv, imens de forbliver uvidende om deres egen skæbne. Men Gud ønsker at få dem til at indse, hvor håbløse deres liv har været før Ham og at få deres hjerter til at angre. De, på den anden side, forsøger stadig at leve deres liv uden at lytte til det evangelium, som Gud frivilligt har givet dem og uden at åbne den mindste sprække i deres hjerter.

I 2 Mosebog fortælles der om de ti plager, som Gud nedkastede over Farao. Et antal på ti plager blev bragt til Egyptens land. Gud havde beordret Farao til at lade Hans folk gå, som levede i Egypten. Han sagde til Farao, at hvis han ikke ville adlyde Ham, så ville Han kaste ti plager ned over ham. Men Farao lyttede ikke til, hvad Gud sagde til ham, han strittede stædigt imod og endte med at modtage de ti plager, som Gud havde lovet ham. Faraos stædighed var forkert. Og der var også en anden grund til, at han først befriede Israels folk, da han havde modtaget Guds plager, og det var, at han var holdt af satan. Dette henviser til vores egen stædighed, som findes i hver og en af os.

Men sådanne mennesker kan stadig modtage syndernes forladelse af Gud i Tabernaklet og leve med Ham i troen. Men alligevel er disse mennesker så stædige, at de fortsætter med at afvise Gud og tror ikke på Guds sandhed med en stædighed som et æsel. Det er derfor, at der er så mange mennesker, som går fejl af sandhedens Gud, lever deres liv som syndere og til slut ser deres egen ødelæggelse i øjnene. Dette går mig så trist. Alt for mange mennesker er alt for stædige overfor Gud.

Fordi sådanne mennesker for en stund giver efter, når de har modgang, men med det samme går tilbage til dér, hvor de var før og afviser Guds vilje igen og igen og genoptager deres stædige opførsel, vil de møde deres anden plage. Med denne anden plage giver de en lille smule efter. Men dette vil ikke vare længe, for de vil atter begynde ikke at adlyde Gud og udfordre Ham. Og så er de underlagt deres tredje plage fulgt af den fjerde, femte, sjette, syvende, ottende og niende plage, indtil de endelig overgiver sig under den sidste plage, og da er det for sent.

Når den sidste plage kommer, vil der være mange mennesker, som vil være underlagt lidelserne i helvede, fordi de ikke troede på, hvad Messias havde gjort for dem. Hvor tåbelige er dog sådanne menneskers liv? Det er derfor, at alles liv er så ynkelige.

Selvom folks liv kun er ynkelige for Gud, må du indse, at mødet med Gud i Tabernaklet er en stor velsignelse for dig, og du skal hvile på Tabernaklets ord med denne erkendelse.

Gud beordrede Moses til at komme til Sinaj bjerget og gav ham en hel række lovforskrifter. Først og fremmest gav Han ham de ti bud: ”Du må ikke have andre guder end mig; du må ikke lave noget gudebillede eller tilbede dem; du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn; husk sabbatsdagen og hold den hellig; ær din far og din mor; du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke stjæle; du må ikke vidne falsk mod din næste; du må ikke begære din næstes hustru”. Tillige med disse talte Gud også om andre love til israelitterne, som de skulle overholde i deres daglige liv: der var i alt 613 bud og love fra Gud.

Disse 613 påbud omhandlede sådanne aspekter, som hvad man skulle gøre, hvis israelitterne mistede deres kvæg, hvad man skulle gøre, hvis en andens kvæg faldt ned i et hul, at de ikke skulle begå incest, at hvis de havde trælle, skulle de frigive dem i det syvende år, at hvis de havde ladet deres trælkvinde gifte sig med deres eneste mandlige træl, og de fik et barn, så skulle de lade den mandlige træl gå i det syvende år og så videre og så videre. Gud fortalte Moses om alle disse etiske love, som israelitterne måtte overholde i troen i Guds åsyn hver eneste dag.

Derefter sagde Gud til Moses, at han skulle gå ned fra bjerget, samle de ældste og fortælle dem om Hans bud. Da de hørte Guds ord, var hele Israels folk enigt, og de svor med deres blod, at de ville overholde alle Hans bud (2 Mos 24:1-4).

Gud sagde til Moses: ”Sig til israelitterne, at de skal yde afgift til mig; fra enhver, der vil give frivilligt, skal I modtage afgiften til mig”, (2 Mos 25:2). Derefter opremsede Han sine krav: ”Dette er den afgift, I skal modtage fra dem: guld, sølv og bronze, purpurblåt, purpurrødt og karminrødt stof, fint linned, gedeuld, rødindfarvede vædderskind og delfinskind, akacietræ, olie til lampen, balsamstoffer til salvningsolien og til vellugtende røgelse, shoham-sten og andre sten til at sætte på efoden og brystskjoldet”, (2 Mos 25:3-7).

Der var et konkret formål bag Guds ordre om, at de skulle bringe disse ofre. Formålet var at bygge Guds skinnende hus på denne jord, hvor der er ingen synd, og hvor Gud skulle bo, så at Han kunne møde Israels folk dér og få deres synder til at forsvinde. Men dette betyder ikke, at Gud beordrede dem til at bringe penge og bygge et mindesmærke, et tempel, som mange kirker i dag. Falske profeter i nutidens kristendom er tilbøjelige til at mistolke dette afsnit, når de forsøger at bygge deres kirkebygninger for at tilfredsstille deres eget begær.

I modsætning hertil bad Gud israelitterne om at bringe Ham disse ofre, så at Han kunne bruge dem til at bygge Sit eget hus og velsigne dem uendeligt dér. Faktisk er grunden til, at Gud modtog disse ofre, at udfri os fra synd og frelse os fra vores egen fordømmelse. Det var for Gud selv, så Han kunne møde os, vi, som levede disse ynkelige liv, for at vaske vores synder bort, for at få vores synder til at forsvinde og gøre os til Hans eget folk.

Før vi går videre, lad os så tilbringe noget tid med at tænke over den åndelige betydning af disse ofre, som Gud beordrede bragt til Ham. Efter dette vil vi undersøge vores tro i det lys.

Først og fremmest bør vi finde ud af, hvor guld, sølv og bronze blev brugt. I Tabernaklet blev guld brugt til Det Hellige, Det Allerhelligste og genstandene dér inklusive lampen, skuebrødsbordet, røgelsesalteret, nådestolen og pagtens ark. Guld henviser til frelsens nåde. Det fortæller os, at vi må have den tro, som tror på frelsens gave givet alene af Messias, og den tro, som tror på, at Vorherre har taget alle vores synder på sig og blev dømt i vort sted.

Bronze derimod blev brugt til soklerne til søjlerne omkring Tabernaklet, dets pæle, vaskefadet og brændofferalteret. Alle genstandene af bronze skulle begraves eller lægges på jorden. Dette henviser til dommen over menneskenes synder, og bronze fortæller os også, at vi skal dømmes af Gud, fordi vi har undladt at overholde loven og på grund af vores synder.

Hvad er da den åndelige betydning af guld, sølv og bronze? De udgør troens grundlag ved at modtage frelsens gave givet til os af Gud. Bibelen fortæller os, at vi alle er syndere, som ikke kan overholde loven helt og fuldt, at vi derfor skal dø på grund af vores synder, og at i stedet for vores egen død kom Herren til jorden og blev dømt for vores synder i vort sted ved at blive det hellige offer, syndofferet, som blev givet i Tabernaklet.

For at løse problemet med deres synder bragte synderne et pletfrit dyr til Tabernaklet, og ifølge offersystemet overførte de deres synd til det ved at lægge deres hænder på dets hoved; det hellige offer, som accepterede deres synder, udgød derefter sit blod og blev dræbt. Ved at gøre dette kunne Israels folk, som ellers var dømt til helvede, modtage syndernes forladelse (sølv) og undslippe deres dom for synden ved troen (guld).

Her er de andre materialer, som ofte blev brugt; den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof. Dette stof blev brugt til forhænget til indgangen til Tabernaklets gård, porten til Det Hellige og det skærmende forhæng mellem Det Hellige og Det Allerhelligste. Disse fire tråde fortæller os sandheden, at som det blev forudsagt i 1 Mosebog 3:15, at Herren ville komme som en kvindes afkom, ville Vorherre i sandhed komme til denne jord og frelse synderne fra deres synder ved at blive døbt og korsfæstet, og at Gud selv ville frelse os.

Disse fire tråde blev brugt ikke blot til indgangene til Tabernaklet, men også til ypperstepræstens klædedragt og Tabernaklets første dække. Dette var Guds pagt, at Jesus Kristus ville komme til denne jord og frelse os fra vores synder ved at opfylde Sine gerninger i den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Og Vorherre overholdt faktisk dette løfte og har virkelig frelst os fra al synd i verden.

Det mest kritiske punkt i indgangene til Tabernaklet er den purpurblå tråd. Hvorfor skulle Jesus Kristus, da Han kom til denne jord som Messias, dø på korset? Grunden til dette er, at Han blev døbt. Den purpurblå tråd refererer til Jesu dåb, den purpurrøde tråd fortæller os, at Jesus er kongen, og den karminrøde tråd henviser til Hans korsfæstelse og blodsudgydelse. Den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof er de essentielle byggematerialer, som udgør frelsens gave, som Jesus Kristus har givet os ved at komme til denne jord som Messias og ved at tage al synd i verden på Sig.

Mange mennesker i denne verden lægger kun vægt på, at Jesus Kristus er Guds søn, og at Han grundlæggende er Gud selv. Men Gud fortæller os tydeligt igennem Tabernaklet, at sådan lærdom ikke kan være hele sandheden.

Apostelen Paulus sagde i 1 Pet 3:21: ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse”.

Dette bevidner for os, at Jesus Kristus opfyldte Sit løfte om frelsen og lagde grundlaget for troen helt ved at modtage dåben, billedet, som nu frelser os. Hvem er vores Messias? Messias betyder frelseren, som fortæller os, at Jesus kom til denne jord, blev døbt for at tage alle vores synder bort og al synd i verden på Sig selv, og Han tog dem alle på sig ved dåben.

Gud beordrede israelitterne til at bygge indgangen til Tabernaklets gård ved at væve det af purpurblå, purpurrød, karminrød tråd og fint vævet stof. Og formålet for Vorherre, som er kongernes konge og himlens hersker, med at komme til denne verden i menneskeskikkelse var at opfylde denne sandhed i den purpurblå, purpurrøde, karminrøde tråd og det fint vævede stof. Vorherre kom i menneskeskikkelse og modtog dåben, som ville opfylde al Guds retfærdighed, fra Johannes Døber, menneskehedens repræsentant.

Dette svarede til Det Gamle Testamentes hellige offer, som accepterede israelitternes synd ved ypperstepræstens håndspålæggelse på dets hoved, og at den blev dømt for deres synder i deres sted. Med andre ord kom Jesus i Det Nye Testamente som det hellige offer for alle synderes synd, blev døbt, korsfæstet og bar derved alle fordømmelserne for synden i verden på samme måde som det hellige offer i Det Gamle Testamente. Jesus opfyldte sandheden i den purpurblå tråd ved at blive døbt af Johannes Døber som det altofrende Guds lam. Med denne dåb tog Jesus hele menneskehedens synd på sig på én gang.

Grunden til, at de fleste kristne er blevet til den slags mennesker, som er endnu værre end folk fra andre verdslige religioner, er, fordi de har været ude af stand til at kende eller tro på denne sandhed om den purpurblå tråd, Jesu dåb, og har derfor ikke modtaget syndernes forladelse på én gang. Når kristne ikke har den rette fortolkning af denne dåb, som Jesus modtog for at tage vores synder på sig selv, kan deres grundlæggende tro fra begyndelsen ikke være korrekt.

For at være helt præcis er den purpurblå tråd metoden og sandheden, ved hvilken Messias kom til denne jord og tog alle vores synder på sig. Og den karminrøde tråd refererer til Jesu blod. Grunden til, at Jesus Kristus blev korsfæstet, udgød sit blod og døde på korset, var fordi, alle vores synder var blevet overført til Ham gennem Hans dåb. Det var fordi, at Jesus havde taget alle vores synder på sig selv med Sin dåb, som Han modtog af Johannes Døber, at Han derfor kunne dø på korset, og det var på grund af dette faktum, at Hans offer på korset for os ikke var forgæves. Det var fordi, at Jesus Kristus, Messias, bar alle vores fordømmelser for synden med Sin dåb og korsfæstelsen, at Han kunne fuldende frelsen.

Den purpurrøde tråd betyder, at Jesus Kristus er Gud og kongernes konge. Selvom Jesus Kristus er kongernes konge (den purpurrøde tråd), ville Hans død have været forgæves, hvis ikke Han var blevet døbt af Johannes Døber, menneskehedens repræsentant, og havde Han derfor ikke taget vores synder på sig selv (den purpurblå tråd), så er det ligegyldigt, hvor meget smerte og hvor mange lidelser Han gik gennem på korset (den karminrøde tråd). Det fint vævede stof fortæller os, at profetiens ord, som Gud talte i Det Gamle Testamente, alle bliver opfyldt i Det Nye Testamente.

Alligevel er der i dag en bemærkelsesværdig tendens i kristendommen til at ignorere den purpurblå tråd blandt de fire tråde og til tilfældigt at fortolke Guds ord på éns egen måde - denne store synd vil ganske sikkert blive straffet.     

Den purpurblå, purpurrøde, karminrøde tråd og det fint vævede stof brugt til indgangen til Tabernaklets gård fortæller os sandheden om frelsen, at for at frelse os fra synden måtte Jesus Kristus, vores Messias, komme til denne jord i menneskeskikkelse og blive døbt og korsfæstet. Jesus tog alle vores synder på sig selv.

Hvordan tog Jesus alle synderne på sig selv? Han tog dem gennem dåben, som Han modtog af Johannes Døber. Kun ved at tage vores synder på sig selv kunne Jesus blive vores sande frelser. Det er derfor, at indgangene til Tabernaklet skulle væves af disse fire tråde, for de fortæller os, at Jesus, som kom til denne jord, blev døbt, udgød sit blod på korset og genopstod fra de døde, er Gud selv.

Så derfor blev indgangen til Tabernaklets gård lavet af disse purpurblå, purpurrøde og karminrøde tråde og det fint vævede stof. Jesus er døren til frelsen, som leder os ind i himlens rige. Døren er en dør vævet af purpurblå, purpurrød, karminrød tråd og fint vævet stof. Jesus er syndernes frelser. Jesu dåb og Hans korsfæstelse er Hans frelses gaver, som har frelst synderne fra deres synder.

Det er fordi, at nutidens kristendom har fejlet og ikke forstået Jesu dåb korrekt, at den har været ude af stand til at møde den rigtige Gud og i stedet er blevet til en af blot mange verdslige religioner. Så hvad angår vores tro, må vi først anlægge det faste grundlag på sandheden om den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Troens grundlag er det faktum, at Vorherre kom til denne verden og har frelst dig og mig fra al synd i verden gennem Sin purpurblå, purpurrøde og karminrøde tråd og det fint vævede stof.

Jesus kom til denne verden og har fuldendt frelsens gave, som har frelst os fra alle vores synder med Sin dåb og blodet på korset. For at være mere præcis kan man sige, at Jesus kom til denne verden i menneskeskikkelse, tog al synd i verden på sig selv gennem dåben, sonede alle vores synder med Sit blod på korset og bar således fordømmelsen for vores synder ved at dø på korset. Denne Jesus, som således har frelst os gennem vandet og blodet (1 Joh 5:4-8) er grundlæggende skabelsens Herre, og den selvsamme, som har givet os frelsens gave, som har frelst os. Denne Jesus, som har frelst os fra alle vores synder og fordømmelsen, er blevet vores sande frelser. Det er det, som byggematerialerne til Tabernaklet, fortæller os.

Derfor må vi etablere vores tro sikkert ved at tro på disse materialer. Ved at tro på denne Jesus, som kom som vores Messias som vores helt egen frelser, må vi tro fast og klart med hele vores hjerte på dåben, som Han modtog, på al den fordømmelse som Han bar for os på korset og på Hans genopstandelse fra de døde. Frelseren, som har givet os vores frelses gave fra alle vores synder gennem dåben og blodet, som Han udgød på korset, var ikke blot en mand, men Han var den sande Skaber, som skabte menneskeheden og hele universet. Vi må bekende vores tro på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Uden en sådan bekendelse til troen er det simpelthen uholdbart at tro på Jesus som frelseren.

Har du nogensinde leget et spil med ord, som man stumt sender videre? Spillet begynder med, at en person får et kort, på hvilket en sætning er skrevet. Personen læser først sætningen skjult for de andre og udtrykker så sætningen stumt, kun med mundbevægelser. Så mundaflæser den næste person og giver sætningen videre til den tredje spiller. Den tredje person mundaflæser den anden person og giver sætningen videre til en fjerde person, indtil man når den sidste spiller. Pointen med denne leg er, at den sidste person så skal sige den oprindelige sætning, som blev givet videre. Grunden til, at denne leg er så sjov, er, at den oprindelige sætning let bliver forvansket. For eksempel, hvis legen startede med en sætning som ”Tænd for blæseren”, så bliver det allerede efter få omgange lavet om. Til sidst kan den sidste person lige så godt sige ” Tænk på læserne” og dermed en helt anden sætning.

Ligesom den sidste person ender med en helt anden sætning, så har nutidens kristendom en fuldstændigt forfejlet tro, som om den havde leget med på spillet. Hvorfor er det sådan? Det er fordi, at den har undladt at bygge fundamentet på troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Når troens grundlag er usikkert, så er det ligegyldigt, hvor meget man tror Jesus, og hvor meget vi søger at overføre Hans lærdom til vores egne liv, vi kan simpelthen ikke gøre det.

Da Herren sagde til israelitterne, at de skulle bringe deres ofre til Tabernaklet, sagde Han til dem, at de først skulle bringe guld, sølv og bronze, og dernæst purpurblåt, purpurrødt og karminrødt tråd og fint vævet stof. Disse byggematerialer viser os alle, at Jesus har frelst os gennem Hans dåb, som Han modtog af Johannes Døber, Hans blod på korset til døden og Hans genopstandelse.

Den purpurblå tråd blev ikke kun brugt til alle indgangene til Tabernaklet, men også til ypperstepræstens dragt og dækket til Tabernaklet. Dette er evangeliet, som fortæller os, hvordan Vorherre kom til denne jord, og præcis hvordan Han har frelst dig og mig fra vores synder. Derfor er det, at det fortæller os, hvor vigtige disse fire grundlæggende elementer i troen er - den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof - for vores tro. Baseret på dette ord må vi lægge vores fundament på troen fast. Kun da kan vi tro på Gud og modtage vores forladelse for vores synder, blive Hans tjenere, som udbreder ordet i fremtiden, og, når Herren vender tilbage, derved blive sådanne mennesker i troen, som kan stå trygt foran Gud med denne tro.

Det er sandt, at i Korea er spytslikkeri stadig udbredt, og de mennesker anser alt, der er fra udlandet for at være bedre. Denne tendens er også udbredt blandt teologer i mit land, som sætter stor lid til det, som vestlige teologer har sagt og stoler mere på deres ord end på, hvad Gud har sagt. De må befries fra denne vildfarelse, og de må virkelig tro på Guds ord, stole og forlade sig på Ham for sandheden om Vorherres dåb, om Hans blod og om det faktum, at Han er Gud selv, er grundlæggende blevet døren til vores frelse.

Ligesom apostelen Peter bekendte ”Du er Kristus, den levende Guds søn”, (Matt 16:16), så er det, at hvis du tror på Gud, og hvis du tror på, at Herren kom til denne jord for at frelse os fra vores synder, så må du også kende og tro på, at Herren blev vores sande frelses Gud ved at tage vores synder på sig selv med Sin dåb, døde på korset og genopstod fra de døde. Vorherres dåb og blodet på korset er fundamenterne i den sande tro, som gør os i stand til at modtage frelsens gave. Hvis vi ikke engang kan tro på troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd, hvordan kan vi da nogensinde kalde det en sand tro?

Byggematerialerne til Tabernaklet viser os, at Vorherre kom til denne jord i menneskeskikkelse, tog vores synder på sig selv med Sin dåb, bar fordømmelsen for vores synder med Sin korsfæstelse, genopstod fra de døde og blev derved vores Frelser. Med den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd lovede Vorherre i Det Gamle Testamente, at Han ville give os frelsens gave. Den, som gav os pagten, var ingen end Jesus Kristus, kongernes konge, som blev døbt og korsfæstet for syndernes skyld. Med andre ord kom denne Gud til os som vores Gud Messias. Derfor må vi grundlægge vores tro ved at kende og tro fuldstændigt på denne sandhed. Ved at tro på evangeliet om vandet og Ånden må vi alle modtage frelsens gave.

Guld, sølv og bronze var også materialer, som blev brugt til Tabernaklet. Disse materialer henviser til grundlæggelsen af vores tro. Før Gud kunne vi ikke undgå at komme i helvede på grund af vores synder. Men til sådanne mennesker som os har Gud givet frelsens gave til dem af os, som tror. Som det hellige offer for hele menneskeheden blev Jesus Kristus døbt af Johannes Døber, korsfæstet og har derved frelst os fuldt og helt fra vores synder. Der var ingen måde, hvorpå vi kunne undgå helvede, for vi vidste kun, at vi skulle dømmes for vores synder og vidste ikke, hvordan vi kunne nære den rette tro, som får alle vores synder til at forsvinde. Men i Gud fandtes frelsens gave. At Jesus kom til denne jord, accepterede alle vores synder med Sin dåb, døde på korset og har derved løst alle problemerne med vores synd og fordømmelsen - dette er frelsens gave.

Gennem vores tro er vi blevet frelst fra vores synder ved at tro på, at Gud har fuldendt arbejdet med vores frelse og har givet os denne frelses gave. Det er derfor, at Gud beordrede, at man skulle bringe Ham troen på guld, sølv og bronze, for Han har fuldstændigt frelst dem, som var dømt til helvede ved at give dem frelsens gave. Det er fordi, at Vorherre vitterligt har frelst os ved at komme til denne jord og tage alle vores synder på sig selv og ved at bære vores fordømmelse, at vi er blevet frelst helt foran Gud ved at tro på denne frelses gave.

Jesus Kristus er nu blevet vores fuldendte frelser. Vi må derfor stå fast med vores tro på Hans frelsegave, for den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof er troens gaver. Gud ønsker ikke, at vi skal tro på må og få i blindskab uden at vide noget som helst.

Disse blev brugt til at dække Tabernaklet. Det første dække var vævet af purpurblå, purpurrød, karminrød tråd og det fint vævede stof på hvilket, det andet dække af gedeuld blev lagt. Dette blev så igen dækket af rødindfarvede vædderskind, og til sidst blev delfinskind lagt ovenpå. På denne måde var der fire forskellige overdækninger, som dækkede Tabernaklet.

Dækket, som blev lagt på Tabernaklet, var af delfinskind. Så på overfladen af Tabernaklets dække så man kun disse mørke delfinskind. En delfin er et havdyr. Størrelsen på skindene var omtrent som en mands, og skindene var vandtætte. Det er derfor, at delfinskind blev brugt som det øverste dække på Tabernaklet. På grund af dette så Tabernaklet udefra ret uimponerende ud, og det var i hvert fald ikke en fornøjelse at kigge på det. Dette fortæller os, at da Jesus kom til denne jord for os, kom Han i så ussel en skikkelse og var på ingen måde tiltrækkende.

De rødindfarvede vædderskind fortæller os, at Jesus Kristus ville komme til denne jord og blive ofret for vores skyld, mens gedeulden fortæller os, at Han ville frelse os ved at blive døbt som vores hellige offer og derved acceptere vores synder og ved at blive ofret på korset.

Materialerne til disse overdækninger til Tabernaklet er med andre ord grundlaget for vores tro. Disse sandheder er troens byggematerialer, som absolut ikke kan fejle. For at give os frelsens gave kom Jesus Kristus til denne jord som vores hellige offer. I Det Gamle Testamente etablerede Gud sit offersystem for israelitternes synders forladelse: de pletfri offerdyr (geder, får eller tyre) accepterede, at israelitternes synder blev overført til dem gennem håndspålæggelsen og blev dræbt i deres sted og udgød deres blod og blev brændt og frelste derved dem alle fra deres synder.

Jesus Kristus kom til denne jord som offerlammet og accepterede vores synder gennem Sin dåb, og det vil sige gennem håndspålæggelsen. Ligesom offerdyret blev dræbt ved blodsudgydelse og ved at blive brændt på brændofferalteret for at acceptere israelitternes synd med håndspålæggelsen, således bar Jesus Kristus også fordømmelsen for alle vores synder ved at blive døbt og ved at dø på korset og har derved frelst os fra al synd i verden.

Eftersom navne i Dommedagsbogen blev slettet ved at smøre blodet fra det hellige offer på hornene på brændofferalteret, var det fordi, at Jesus blev døbt og udgød Sit blod, at Han fuldendte vores evige soning med dette blod og har renset al synd i verden bort. På denne måde taler alle materialerne i Tabernaklet taler til os om Jesus Kristus og Hans gerninger, fortæller os, at Han således har frelst os fra synden i verden. Fra Det Gamle Testamente til Det Nye Testamente er ordet, at Jesus har frelst os fra vores synder, den fuldendte sandhed, som er fejlfri.

Mange af nutidens kristne tror ikke på, at Jesus Kristus kom til denne jord som vores hellige offer og tog vores synder på sig selv med Sin dåb, men de tror i stedet betingelsesløst kun på Hans død på korset. Sådanne kristen tro er ugyldig, og det er den ugyldige indgang til Tabernaklet, som kun er vævet af den karminrøde og den purpurrøde tråd udelukkende den purpurblå. De har kun den forfejlede tro, som ikke ser noget behov for dækket lavet af den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd og det fint vævede stof, og i stedet tror de, at alt de behøver er de to overdækninger af rødindfarvede vædderskind og delfinskindene.

Når vi ser på de mange fremstillinger af Tabernaklet overalt i verden, så er de fleste af dem malet på en sådan måde, at vi ikke kan finde blot det mindste spor af den purpurblå tråd. Fordi de mennesker, som har malet disse billeder, er uvidende om evangeliet om vandet og Ånden, er indgangen til Tabernaklet i deres billeder alle dækket af karminrøde og hvide farver. Men en sådan tro kan aldrig være den rigtige overfor Gud.

Den tråd, som blev mest brugt til indgangen til Tabernaklets gård, var den purpurblå tråd, fulgt af den purpurrøde og endelig den karminrøde tråd og så den hvide tråd. Så når vi kigger på indgangen til gården, må alle fire farver springe i øjnene med det samme. Men fordi der er så mange mennesker i denne verden, hvis tro fuldstændig mangler viden om Jesu dåb, har de alle ignoreret de firefarvede tråde, som blev brugt til Tabernaklet, og i stedet bygget deres egne indgange til Tabernaklet kun med to tråde.

Ved at gøre dette narrer de mange mennesker, som allerede har en begrænset viden om Gud og er fuldstændigt uvidende om Hans ord. De er alle falske profeter. Jesus selv henviste til disse mennesker, da Han beskrev dem som ukrudtet, som djævelen plantede blandt hveden (Matt 13:25). De er med andre ord blevet folk, som spreder falske løgne ved at udelade den purpurblå tråd fra deres malerier af indgangen til Tabernaklets gård. Det er derfor, at der er så mange mennesker, som forbliver syndige, selvom de tror på Jesus, og derfor at de på trods af deres tro på Jesus alle er dømt til at komme i helvede på grund af deres synder.

Vores fundament i troen må stå stærkt. Hvad godt for sjælen ville der komme ud af at leve et langt religiøst liv, når denne tro blot er grundlagt på et ugyldigt fundament? Den forkerte tro kan og vil bryde sammen på et enkelt øjeblik. Ligegyldigt hvor smukt vores hus er, hvad godt ville det så tjene, hvis vi bygger dette hus på det forkerte grundlag? Hvis din tro er ufuldstændig, så er det ligegyldigt, hvor flittigt du har tjent Gud; du vil have bygget dit hus på sand. Når storme kommer og oversvømmelser, så vil det falde sammen med det samme.

Men hvad med den tro hvis fundament er solidt? Den falder aldrig sammen ligegyldigt, hvor rystet den er. Gud sagde til os, at et hus, som bygges på sandhedens klippe af den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof vil aldrig falde ned. Det er derfor, at det er strengt nødvendigt for vores tro at have et fast og solidt grundlag. Hvis vi tror uden rigtigt at forstå, hvad det er, Herren har gjort for os, så vil en sådan tro blive en falsk religiøs tro, som Gud ikke ønsker.

Søjlerne til Tabernaklet, brændofferalteret og stolperne og genstandene i Det Hellige blev lavet af akacietræ. Træ i Bibelen hentyder som regel til mennesker (Dom 9:8-15, Mark 8:24). Træet her henviser også til os i vores menneskelige natur; at akacietræet blev brugt til søjlerne, til brændofferalteret og til Tabernaklet selv fortæller os, at ligesom rødderne på et akacietræ altid er begravede under jorden, så er vores fundament på samme måde og gør, at vi ikke kan undgå at synde hele tiden. Folk må alle indrømme, at de simpelthen ikke kan lade være med at synde, at de er uretfærdige og vil synde for altid.

På samme tid fortæller akacietræet også noget om Jesu Kristi menneskelighed. Messias, som kom i kød og blod, bar al synd i verden og blev dømt i vort sted for menneskehedens skyld. Han er Gud selv, og derfor var arken, skuebrødsbordet, røgelsesalteret og stolperne i Tabernaklet alle lavet af akacietræ belagt med det pureste guld.

Olien til lyset og balsamstofferne for salvningsolien og den søde røgelse henviser til vores tro, som vi tilbyder Jesus Kristus. Jesus Kristus er Messias, som har frelst dig og mig. Betydningen af navnet ”Jesus” er ”Den, der vil frelse Sit folk fra dets synder”, og navnet ”Kristus” betyder ”Den salvede” og fortæller os derfor, at Jesus Kristus er Gud selv og himlens ypperstepræst, som har frelst os. Idet Han adlød Guds vilje, kom Vorherre til denne jord i menneskeskikkelse, blev døbt, ofrede sig selv på korset for vores skyld og har derved givet os frelsens gave. Rollen som ypperstepræst, som Jesus tog, som gav os vores frelse, er den smukkeste gerning.

Tolv forskellige ædelsten nævnes, som skulle sættes på efoden og på ypperstepræstens brystskjold. Ypperstepræsten bar først en kjortel, så en blå kappe og dernæst efoden over dragten. Så blev brystskjoldet placeret på efoden, som blev båret under den hellige ceremoni, og på dette brystskjold blev tolv værdifulde sten placeret. Dette viser os, at ypperstepræstens rolle var at omfavne Israels folk såvel som alle andre mennesker i hele verden, at stå frem foran Gud og at give Ham de hellige ofre.

Jesus, himlens evige ypperstepræst, omfavnede også alle nationer i verden, opgav sin egen krop for at tage vores synder på sig med sin dåb og blev ofret i vort sted og har derved indviet sit folk til Gud Faderen. De tolv ædelsten, som blev placeret på brystskjoldet, henviser til alle nationer i verden, og ypperstepræsten, som bærer dem, henviser til Jesus Kristus, som har frelst og omfavnet alle nationer i verden.

Så disse var de ofre, som vores Gud sagde til israelitterne, at de skulle bygge Tabernaklet med for Ham. Der er en åndelig betydning med, at Gud sagde til dem, at de skulle bygge Tabernaklet, Hans hus, med disse materialer. Israels folk forblev altid syndige, fordi de ikke kunne overholde loven, som Gud havde givet dem. Det er derfor, at Gud igennem Moses beordrede dem til at bygge Tabernaklet og gav dem offersystemet gennem hvilket, de fik syndernes forladelse gennem de hellige ofre, som blev givet i Tabernaklet. Med andre ord rensede Gud alle israelitternes synder ved at acceptere deres ofre og brugte alle disse ofre til at bygge Sit hus og fik dem derefter til at give Sig deres hellige ofre ifølge kravene i offersystemet. Således kunne Gud bo i Tabernaklet med Israels folk.

Men der er for mange kristne på denne jord, som simpelthen ikke tror på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd og det fint vævede stof. Eftersom Gud bad dem bringe guld, sølv og bronze til Ham, hvorfor tror de så ikke på den sandhed, som ligger implicit i disse ofre?

Var vi ikke alle fordømt til helvede på grund af vores synder? Har du troet på kristendommen, som om den blot var en af verdens mange religioner, fordi du aldrig har indrømmet overfor dig selv, at du var fordømt til helvede? Hvis du har troet på denne måde indtil nu, så må du angre og vende tilbage til troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd og det fint vævede stof. Og foran Guds strenge bud må du erkende, at du er en syndig masse, og at du er dømt til helvede på grund af disse synder, og du må tro på evangeliet om vandet og Ånden.

Nå må du tro på evangeliet om sandheden, at selv da du var fordømt til helvede, kom Vorherre ikke desto mindre til denne jord som Messias, accepterede dine synder som sine egne med dåben, bar disse synder til korset og ofrede sig selv ved at udgyde sit blod på det og har derved frelst dig og mig fra vores synder og forbandelsen. Uden at tro på evangeliet om vandet og Ånden kan vi aldrig grundlægge vores tro ordentligt.

Gud siger til os, at vi skal tro på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd; vi bør spørge os selv, om vi virkelig har denne tro på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd eller om vi kun tror på sandheden manifesteret i den purpurrøde og den karminrøde tråd og udelader den purpurblå tråd.

Vi bør se på os selv og spørge, om vi kun tager den forkerte tro med til Gud, som er formet af vores egen vilje. Når Gud siger til os, at vi skal bringe den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd med til Ham, giver vi Ham så måske en sort nylontråd i stedet for? ”Gud, den tråd, som du bad om, ser ud til at være ubrugelig for Tabernaklet. Den vil bare rådne væk, når det regner. Og det er også lidt besværligt at lede efter den og bringe den hele vejen dertil. Prøv denne nylontråd i stedet for. Jeg garanterer, at den vil holde i mindst 50 år, måske endda 100 år, hvis du passer godt på den. Og selv om du graver den ned, så vil den ikke rådne væk de næste 200 år. Er det ikke fantastisk?”

Er dette muligvis ikke, hvad vi siger til Gud? Vi må kigge grundigt på os selv og beslutte, om vi ikke rent faktisk bringer denne form for narcissistiske og overnaturlige tro med til Gud. Og hvis vi har næret en sådan tro, bør vi angre nu. Med andre ord må vi vende rundt.

Der er mange blandt os, som tænker om dem selv, at de er rigtig gode kristne, men når man kiggere nærmere efter er deres viden fejlagtig og ligeledes deres tro.

Mysticisme er det, som de fleste kristne generelt tror på. Disse mennesker har ingen idé om, hvad det er, Guds ord egentlig siger. Fordi de ikke kender sandhedens ord, som Messias har givet dem, tror de på og følger Herren i overensstemmelse med deres egne følelser og forgodtbefindende. Og de er overbeviste om, at sådanne følelser er sandheden. Fordi de beder flittigt til Gud og trofast følger deres egne følelser, som de fornemmer i deres bønner, så kan de ikke skelne, hvad den sande tro på Gud egentlig er.

På denne måde er det at tro på Gud i overensstemmelse med éns egne følelser, som varierer bredt i éns egne tanker, troen på mysticismen. Folk, som tror på Gud, ledt af følelser, som de får, når de faster, når de priser, når de tror, når de beder til Gud tidligt om morgenen, når de klatrer op på et bjerg for at bede, når de synder, når de beder i anger og så videre og så videre - disse folk er alle mystikere. Med andre ord er det at leve et liv i troen på éns egne følelser ikke troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd, som Messias talte om.

Måske er der så mange som 99,9% af nutidens kristne, som historisk set har været mystikere. Med andre ord er det ikke nogen overdrivelse at sige, at bortset fra den tidlige kirke så har hele kristendommen fulgt mysticismen. De, som ikke har troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd narrer sig selv til at tro, at deres egne følelser på en eller anden måde er troen selv. De hævder at have set og mødt Gud i deres bønner og fortæller os, hvor vidunderligt de føler det, når de priser Gud.

De siger: ”Vi samledes til dette bønnemøde, og vi løftede vores hænder op, og sammen angrede vi vores synder. Vi holdt korset og udførte nogle ritualer ved dets fod, og så flammede vores hjerter, og Kristus blev så intens, så man måtte elske Ham. Vi følte så stor taknemmelighed i vores hjerter for det blod, som Jesus udgød. Vi troede endnu mere på, at Herren havde vasket alle vores synder bort og indså endnu mere, at det er derfor, at Han udgød sit blod. Vi var så glade for hele den oplevelse”. Men når deres følelser en dag træder i baggrunden, siger de: ”Men alle disse følelser er borte, og vi har synd i vores hjerter”. Denne tro er ingen anden end mysticismens tro.

På trods af de sekteriske forskelle så har alle kristne brug for den tro, som tror på sandheden i den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Troen hos alle dem, som ikke har denne tro på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd, er mystisk og overnaturlig. Disse folk giver ikke troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd til Gud, men troen på nylontråden. De bringer deres mystiske tro til Gud, noget, som er ufuldstændigt, og noget, som Gud slet ikke kigger på.

Har du nogensinde set de tykke reb, som man bruger til at spænde bådene fast til kajen med? Mystikerne vil gerne give dette materiale til Gud. Da vores Herre bad os om at bringe den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd og det fint vævede stof til Ham, så tager nogle mennesker dette tykke reb med til Gud og siger til Ham: ”Herre, godkend denne tro!” Og andre bringer jernkæder, som bruges til at låse store skibe fast med. Efter de har rullet kæderne sammen i et stor bundt, lægger de det for Herrens fødder og beder Ham om at acceptere det.

Men Gud har sagt til os, at vi skal bringe troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Han har ikke bedt os tage jernkæder med. Alligevel er der mange mennesker, som tager det med, som ser bedst ud i deres øjne eller hvad der er nemmere for dem at finde. Selvom der er folk, som ikke går til Gud med jernkæder, reb, nylontråd eller selv salep-ranker, så modtager Gud faktisk kun den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Gud har fastslået, at den eneste tro, Han vil acceptere, er troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Derfor må vi tage troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd med til Gud.

Israelitterne skulle også bringe guld, sølv og bronze og tolv ædelstene til efoden og brystskjoldet med til Gud. Men alligevel er der nogle mennesker, som bringer kobber eller jern med til Gud. Er Jesus formand for en genbrugsplads, som om Han ville acceptere hvad som helst? Selvfølgelig ikke!

Jesus er ikke én, som accepterer alle former for affald. Han er ikke leder af en losseplads og tager, hvad som helst man har med til Ham. Jesus Kristus er Messias, som ønsker at forgylde os med sin nåde i den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd, som tilgiver vores synder, og som ønsker at give os sin sande kærlighed. Det er derfor, at Jesus kaldes kærlighedens konge. Vores hyrde er i sandhed kærlighedens konge. Jesus er i sandhed vores sande Messias. Denne Messias har fastlagt den tro, som Han ønsker af os, defineret specielle karakteristika, som er absolut nødvendige. Kun når vi træder frem foran Gud med denne tro, vil Han give os, hvad Han har lovet os.

Alligevel ser vi blandt dem, hvis tro på Messias er baseret på deres misforståede viden om Ham, at der er mange, hvis stædighed ikke kan beskrives. De er simpelthen onde og slette mennesker, lige så meget som Farao, som insisterede på sin stædighed foran Gud. Da Gud sagde til ham: ”Jehova har åbenbaret Sig selv; lad Hans folk gå”, svarede Farao igen: ”Jehova, hvem er det?”

Da Guds eksistens blev forklaret for ham, skulle han have overgivet sig hurtigt og givet efter for Ham efter at have udregnet fordelene og ulemperne ved sin stædighed. Hvis han stadig absolut ikke kunne tro og insisterede på sin stædighed, kunne han have forsøgt at stå distancen i et stykke tid, men efter et par plager burde han have givet op. Men hvor tåbeligt og ynkeligt var det ikke, at Farao holdt ud i sin stædighed og nægtede at adlyde Guds ord, selv da han blev plaget af frøer, som dækkede hele hans land?

Ikke blot frøer, men også lus plagede Faraos palads. Til venstre og højre, hvor man end vendte sig, blev Egypten fyldt med lus, og alligevel overgav Farao sig ikke. Hvordan kan man leve, når der er lus over det hele? I denne situation burde han have indset: ”Fordi jeg ikke har adlydt Gud, viser Han mig, hvem den virkelige konge er. Jeg er muligvis konge af mit rige på denne jord, og selvom jeg har magt over hele verden, så er jeg intet i sammenligning med Ham. Selvom jeg er konge over den største nation i verden, og selvom jeg har magt over hele jorden, så er Gud endnu mere mægtig end jeg er, og Han bringer disse plager over mig på grund af min ulydighed”. Således burde han have overgivet sig.

Det klogeste, Farao kunne have gjort, var at overgive sig så hurtigt som muligt, efter at han selv havde set, hvad prisen for hans modstand ville blive. Uanset hvor mægtig Farao var, så kunne han, hvis han var nået til den konklusion, at han ikke på nogen måde kunne gå imod Gud, blot overgive sig og sige: ”Okay, Gud. Du vinder; jeg tager andenpladsen”. Men fordi Farao nægtede at give efter, så blev hele hans nation og folket plaget af lus.

På grund af dette kunne egypterne intet gøre. Når nogen bliver plaget ustandseligt af lus, hvordan kunne man så gøre andet end at forsøge at komme af med lusene? Vi kan alle forestille os, hvordan disse stakkels egyptere rendte rundt med fakler og forsøgte at komme af med lusene, måske brændte de endda deres egne huse ned, og lugten af de brændte lus fyldte landsbyerne.

Der er ting, som mennesket kan gøre, og der er ting, som mennesket ikke kan gøre. Fordi Gud er Hærskarernes Herre, er det Gud, som råder over liv og død, lykke og ulykke og velsignelser og forbandelser. Når dette er tilfældet, må vi alle tænke rationelt og nå til den logiske konklusion, at vi skal opgive vores stædighed i stedet for at stole på os selv og forsøge at gå imod Gud. Blandt os selv kan vi måske insistere på vores egne veje og forsøge at herske over andre, men når man har med Messias at gøre, er dette ikke længere muligt.

Vi må tænke på, hvilken slags person vi gerne vil være overfor Gud. Vi må alvorligt overveje, om vi skal stå imod Gud eller om vores hjerter i stedet skal være venlige og ydmyge. Og vi må nå til den endelige konklusion, at vi bør alle være ydmyge foran Gud. Foran mennesker må vi holde ud i vores stædighed og ind imellem se dets konsekvenser i øjnene, men foran Gud må vores hjerter absolut være ydmyge.

”Gud, jeg har gjort noget forkert” - de, som erkender dette, er dem, som vælger den rette vej. Det er de mennesker, som kan frelses fra deres forbandede liv. For dem, som har forladt Gud på grund af deres synder, er vejen til at blive omfavnet i Guds arme og leve af Hans livgivende vand at blive født igen af vandet og Ånden. Hvad kan vi nogensinde forvente af vores liv, når sådanne liv tilbringes ufrugtbart i vildmarken i denne verden, svævende rundt i tomt og goldt land uden mål og med kun for at blive til en håndfuld støv?

Den eneste måde for os, som skal blive til støv og skal kastes ned i søen af ild, for at blive frelst er ved at tro på evangeliet om vandet og Ånden og således modtage syndernes forladelse. Dette er for de desperate og håbløse liv, som var dømt til evig ødelæggelse for at stå imod Gud og for deres synder, at blive frelst på mirakuløs vis og blive genoplivet foran Gud gennem Hans kærlighed til nåden, frelsens kærlighed. Vi må derfor alle iklædes denne frelse.

Hvordan kan nogen, som blot er et dødeligt menneske, nogensinde udfordre Gud? Når Gud beder os om at bringe det og det som ofre, så må vi adlyde Hans ord. Når vi ser på det ovenstående afsnit, hvor Gud fortæller os, hvilke ofre vi skal bringe til Ham, så må vi alle komme til denne erkendelse: ”Åh, så dette er den slags tro, som Gud beder os om at komme med til Ham”.

På ypperstepræstens brystskjold skulle de tolv ædelstene placeres. Og under doms-brystskjoldet skulle Urim og Tummim, som bogstaveligt betyder Lyset og Perfektionen, placeres, så at ypperstepræsten kunne bære den rette dom over Israels børn.

Dette refererer til det faktum, at kun Guds tjenere kan kaste de retfærdige domme over deres åndelige børn i troen ved at sprede lyset fra den iboende Helligånd og Guds ord.

Vi må alle erkende overfor Gud sandheden om den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd, og at det er den sande sandhed og den sande frelse. Sandheden om den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd er den sande frelse, som bringer os liv og bortset fra dette, er der intet andet, som udgør vores frelse. Dette er alt sammen baseret på Guds ord, klart og sandt.

På grund af tåbelighed nægter menneskene alligevel stadig i stædighed at tro. Hvad vil der så ske med dem? De vil aldrig nogensinde blive frelst. Foran Gud må vi kaste vores tåbelighed bort. Og vi må tømme vores hjerter. Vi må kaste vores egne tanker til side og vores stædighed overfor Gud, og i stedet adlyde Hans ord og give Ham vores hjerter. Vi må aldrig holde stand for Gud og insistere på vores egne genstridige veje. Det kan vi måske gøre overfor andre mennesker, men som kristne kan vi simpelthen ikke gøre dette og mindst af alt overfor Gud. Og alligevel går tåbelige mennesker imod Gud og er kun ydmyge foran andre mennesker. Det er det, som er galt med dem. Vi må kaste os ned foran Gud og indrømme, at det, som Gud har sagt til os, er sandt.

Og vi må tro på og stole på ordet om den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Tillid er at stole på Guds ord. Når vi kaster os for Guds fødder, bekender alle vores trængsler foran Ham og klynger os til Ham og beder om Hans hjælp, så vil Gud svare os. Vi må da acceptere, hvad Han har gjort for os og takke for det. Det er det, som tro handler om. I hvilken absurditet og vanvittighed kunne vi da nogensinde vise Gud noget andet end den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd og bringe Ham fiskeliner eller metaltråde? At bringe noget ubrugeligt tråd til Gud og sige til Ham: ”Dette er min egen tro. Sådan har jeg troet så stærkt. Dette er den faste tro, som jeg har næret” - dette er simpelthen ikke tro, men at gøre sig selv til grin foran Gud.

Man må forkaste sin stædighed foran Messias. Med andre ord må man foran Gud bøje af. Vi må alle erkende foran Gud. Vi må erkende ifølge det, som Gud siger til os og beslutter for os. Ingen anden end denne er den rigtige tro for de kristne. At adlyde og tro ifølge Guds ord er den rette indstilling og de trofastes hjerte. Det er det, vi må huske på foran Gud.

Selvfølgelig kan vi prale af vores egne præstationer foran andre, sammenligne hinanden, konkurrere blandt hinanden og udfordre hinanden. Selvom dette også er en ubrugelig rutine at sammenligne noget, som essentielt er det samme for Gud, er det blandt mennesker noget, som er meget svært at undgå, og vi har intet valg end at blive rodet ind i det konstant.

Selv hundehvalpe genkender deres herre og underkaster sig deres ejer og adlyder ham. Selv hunde adlyder deres ejere, genkender deres stemmer og følger kun deres ejere. Når hunde bliver skældt ud af deres ejere, så indser de deres fejl, bøjer hovedet og adlyder og forsøger at få deres ejers hengivenhed tilbage ved at gøre alle mulige søde små tricks. Når selv dyr gør dette, og mennesker fortsætter med at udfordre Gud ved at tage troen på deres egne tanker, er det uforståeligt. Med andre ord fortsætter de med at klamre sig til Gud, selvom de insisterer på deres egne handlinger og egne tanker.

Med den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd har Gud således fået alle menneskehedens synder til at forsvinde, og alt, Han har bedt os om, er at have den tro, som tror på Vorherres gerninger. Alligevel fortsætter folk med at være genstridige og udfordrer Gud.

Herren har bedt os om at bringe alle vores synder til Ham, og ved at få dem til at forsvinde med den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd har Han givet os syndernes forladelse. Når Gud har bedt os om at bringe troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd til Ham, tror folk stadig ikke på dette og går imod deres egen Herre. Disse mennesker vil blive forbandede.

Når de ikke bringer den tro til Messias, som Han har bedt om, men den tro, som Han ikke vil have, kan Han kun blive vred. De bliver ved at bringe deres stædighed til Ham og siger til Gud: ”Jeg har holdt min tro så længe og så godt. Ros mig fordi jeg har gjort et godt stykke arbejde!” Ville Gud rose dem blot fordi, at de har holdt deres tro, når denne tro faktisk har været ubrugelig hele tiden?

Der er tidspunkter, hvor stædighed er påkrævet i vores liv. Men den forkerte tros stædighed er fuldstændig ubrugelig overfor Gud. Gud brugte den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd til at få vores synder til at forsvinde. Bibelen siger ikke, at Han kun brugte den purpurrøde tråd eller den karminrøde tråd eller endnu mindre, at Han brugte metaltråd, ligesom at der heller ikke omtales nogen nylontråd. I Guds hus og i Hans frelses lov, som er blevet givet til os, har Messias beordret os til at give Ham troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd.

Kristne refererer til dem, som tror på og følger Jesus Kristus. Også vi er da kristne. Men der er så mange mennesker, som ikke er blevet født på ny på trods af deres tro på Jesus Kristus som deres frelser, som ikke har modtaget syndernes forladelse, og som ikke har troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd - disse er blot kristne af navn dømt til helvede, fordi de tror på deres egen måde. Gud vil forvise disse mennesker, for de er kun religionister, ikke sande kristne.

I det mindste foran Gud må vi være ærlige og genkende os selv, som vi virkelig er. Hvert øjeblik, hvert minut og sekund må vi bekende, at vi er dømt til helvede på grund af vores synd. For Messias må vi alle have troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. At tro på denne måde er det rigtige. Og når vi end bekender, så må vi huske på, hvad Messias har gjort for os, at Han blev døbt for at udfri os fra synd og blev dømt for vores synder med Sin korsfæstelse, og genkende vores frelse hver gang. Det er den tro, som Gud forlanger af os.

Vi kan aldrig behage Gud medmindre, vi gør præcis som Messias ønsker, vi skal gøre. Hvorfor? Fordi Han blev vores evige frelser gennem Sin purpurblå, purpurrøde og karminrøde tråd, må vi tro hvert eneste øjeblik på, hvad Gud har gjort for os. Eftersom troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd er sand, har vi endnu mere brug for den for at få vores synder tilgivet, for de synder, som vi begår hver eneste dag.

Hvis vi skulle give Gud jordisk gods, så ville vi ikke blot vække Guds vrede, men vi ville også begå en stor synd ved at udfordre Gud. En sådan tro er forræderisk, for den går imod Gud. Intet i denne verden, uanset hvor kostbart og dyrt det må være, kan nogensinde behage Gud. At bringe sådanne jordisk gods til Gud er aldrig den sande tro, som kan anerkendes af Gud. Ligegyldigt hvor gode tingene må være i et jordisk perspektiv, så accepterer Gud ikke jordisk gods. Vi må nære den tro, som Gud virkelig ønsker af os og give Ham denne tro.

Vores tro må være den, som tror på Guds ord, som det er, som bringer præcist de ofre, som Gud har bedt os om. Imens, mens tiden går, må vi også erkende, hvad Gud har gjort for os, og vi må erkende vores egen utilstrækkelighed og fejl. Vi må huske på de uendelige velsignelser, som Gud har givet os, og vi må kende til og tro på, hvad Han har gjort for os, at Han har frivilligt hjulpet os.

Vi må forkaste mysticismens tro, og vi må kun have den tro, som tror på ordet talt af Gud. Ofrene i denne tro er det, som vi må give til Gud. Kun når vi giver Gud ofrene i den rigtige tro, kan vi behage Ham, vil Han møde os og acceptere vores tro. Og det er, når vi gør dette, at Gud giver os alle velsignelserne, som Han har forberedt til os.

Når vi hviler ved ordet, må vi derfor tænke: ”Hvad er det for en tro, som Gud ønsker af os? Hvilken bøn er den bøn, som Han vil høre?” Da kan vi indse, at den bøn, som Gud ønsker af os, er ingen anden end bønnen i troen. Vorherre ønsker de bønner af os, som gives indenfor troen på frelsen i den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd, indenfor troen som har accepteret, hvad Gud har givet os. Alt, hvad Gud ønsker af os, er denne taknemmelige bøn i troen; Han vil aldrig acceptere noget, vi selv har skabt, som vi forsøger at give Ham eller at efterlade ved Hans fødder. Vi må alle erkende, at det skal vi aldrig gøre.

Gud fortæller os: ”Nej, nej, det er ikke den tro, som jeg ønsker af dig. Jeg blev døbt og korsfæstet for dig. Jeg modtog dåben for at få dine synder til at forsvinde. Det er fordi, at jeg måtte tage dine synder på mig, at jeg blev dømt for disse synder og døde på korset. Jeg er din frelser, men jeg er også din Gud. Jeg er kongernes konge, men fordi jeg også er din Gud, kom jeg til denne verden og opfyldte alt. Jeg ønsker, at du skal tro helt på mig, at genkende min autoritet i dit hjerte og af hele dit hjerte bekende, at jeg er din sande Gud”. Det er med denne hensigt, at Gud har givet os den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd og det fint vævede stof. Og det er denne tro, som Gud forlanger af os.

Vi må virkelig have troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd. Du tænker måske ved dig selv: ”Jamen, det er stadig til at leve med. Det går stadig ret godt. Hvis det ikke er gået i stykker, hvorfor så reparere det? Hvorfor skal jeg absolut tro på denne måde? Om jeg tror på den måde eller den måde, er det ikke ligegyldigt?” Nej, det er ikke ligegyldigt! Hvis du har en anden tro end denne i dit hjerte, så er du absolut ikke blevet frelst. Fordi synd stadig findes i sådanne hjerter, må du vende dit hjerte rundt og vende tilbage til troen, som virkelig tror på evangeliet om vandet og Ånden.

Hjerterne hos dem, som tror på det sande evangelium, og hos dem, som ikke gør det, er grundlæggende forskellige fra hinanden. Gud ved dette, og det gør vi også, os, som er blevet født på ny. Når du kommer til at kende dig selv, vil du vende rundt. ”Gud, jeg er virkelig syndig. Frels mig”. Når du således forandrer dig i dit hjerte og søger efter din frelse, så vil Gud møde dig med Sin sandhed.

Vorherre blev frelst og korsfæstet for os. Som der står skrevet i Matthæus kapitel 3, så er det det, som Herren har gjort for os. Vi tror på det. Vi takker Ham for det. Da Jesus blev døbt, blev alle vores synder overført til Ham. Da Han blev korsfæstet, var det fordi, at Han tog alle vores synder på sig, og Han bar disse synder til korset. Han blev dømt ikke blot for vores synder, men for hele verdens synder.

Når Vorherre beder os om at bringe byggematerialerne til Tabernaklet som ofre til Ham, eller hvornår Han end beder os om noget, så går Han altid frem efter en rækkefølge. Han siger altid til os: ”Bring mig den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd”. Den purpurblå tråd kommer altid først. Og Han afslutter dette med det fint vævede stof, som fortæller os, at vi skal tro på Guds ord. At tro på blodet på korset først og dernæst på Jesu dåb kan måske virke i orden ved første blik, men dette er faktisk forkert. Det var fordi, at Jesus først blev døbt, at Han kunne udgyde sit blod på korset. Jeg siger det til dig igen, for det er ikke i orden først at tro på blodet på korset og så på Hans dåb. Gud tillader aldrig en sådan tro.

Da Han kom til denne jord i menneskeskikkelse, da Vorherre var omkring 30 år gammel, blev Han først døbt for at tage al synd i verden på sig. Efter at Han havde gjort dette, bar Han disse synder til korset, blev dømt med korsfæstelsen og genopstod fra de døde og blev derved vores frelser. Vi må tro på, hvad Vorherre har gjort for os efter den orden, hvormed Han opfyldte sine gerninger. Således må vi tro. Kun da kan vores tro være hel, aldrig blive forvirret eller rystet nogensinde. Og når vi udbreder evangeliet til andre, så må vi gøre det på samme måde. Vi må med andre ord tro på det, som behager Gud, og som Han har planlagt det for os.

Hvilke ofre i troen er det, at Gud har bedt dig om at bringe? Fortæller Han dig ikke, at du skal bringe troen på den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd og det fint vævede stof? Har du denne tro? Tror du måske på det i den modsatte rækkefølge? ”Om jeg tror på det på den måde eller den anden måde er ligegyldigt. Jeg tror stadigvæk, og det er det. Jeg tror først på den karminrøde tråd, og dernæst på den purpurblå tråd og derefter på den purpurrøde tråd”. Hvis det er sådan, du tror, så må du tro om igen. Herren vil aldrig bifalde denne omvendte tro, som du nærer.

Vorherre er retfærdighedens Gud og sandhedens Gud. Så derfor godkender Han ikke den forkerte tro. Fordi troen ikke kan holde, hvis rækkefølgen er rodet sammen, kan Gud ikke godkende denne tro, selvom Han måske gerne ville. Ligesom vi ikke kan forsøge at lægge fundamentet under et hus efter, at det er blevet bygget, er det, at Jesus tog vores synder på sig med dåben, at Han derefter kunne blive korsfæstet.

Vi må derfor tro på det, som Gud har fortalt os i den rigtige rækkefølge. Dette er hjørnestenen i den rette tro. Fordi Gud har frelst os rigtigt og retfærdigt, kan vi ikke af os selv ændre Hans rækkefølge. Hvis vi først tror på blodet på korset og derefter på Jesu dåb, så er denne tro simpelthen forkert. Og synden findes stadig i hjerterne hos dem, som tror således, for deres synder blev ikke vasket bort på grund af deres tros omvendte rækkefølge. Dette er virkelig forunderligt. Intet andet end dette er den forbløffende sandhed.

Hvis din tro er som denne, må du hurtigt omvende dig og ændre den. Først og fremmest må du udførligt bekende, at din tro ikke har været den rigtige. Dernæst må du forny dit fundament i troen med det samme. Alt du skal gøre er at ændre rækkefølgen. ”Da Han kom til denne jord, blev Vorherre døbt af Johannes Døber i Jordanfloden. Han tog al vores synd på sig. Det er fordi, at Jesus blev døbt, at al synd i verden blev overført til Ham, og alle mine synder blev også overført til Jesus. Og så udgød Han sit blod på korset for at betale syndens løn”. Således bør du tro.

”Hvem bekymrer sig over, om jeg tror på den ene eller den anden måde? Alt, hvad der betyder noget, er, at jeg tror på Vorherres fire gerninger. Hvorfor være så stædig og insistere på rækkefølgen?” Er der nogen mulighed for, at du stadig klynger dig til dette synspunkt? Så må du tage denne sandhed til dit hjerte: Jesus døde først på korset efter, at Han var blevet døbt. Og det er denne sandhed, som du skal tro på.

Helligånden anerkender aldrig uretfærdighed. Gud, Helligånden, anerkender kun vores tro, når vi tror på, hvad Messias har gjort for os på denne jord, som det er. Helligånden siger ikke: ”Så du tror på Jesu fire gerninger. Amen. Om du tror på den korrekte måde eller den omvendte rækkefølge er ligegyldigt, hvis blot du tror. Amen. Godt, så er du mit barn”.

Jesus Messias kom til denne jord ifølge Gud Faderens vilje og adlød Faderens befalinger. Således levede Han i de 33 år, Han levede på jorden. Da Han kom til denne jord, opfyldte Han frelsesarbejdet ved at blive døbt, korsfæstet og genopstod og steg til himmels. Og Han har sendt Helligånden til os.

Gud Helligånden hviler i hjerterne hos dem, som har modtaget syndernes forladelse, og Han anerkender troen hos dem, som tror på, hvad Herren har gjort for dem, som det er. Det er derfor, at vi aldrig kan tro ifølge vores egne tanker. Selvom du og jeg tror på Jesus, tror du så måske på den omvendte rækkefølge? Hvis du gør, må du igen tro på den rigtige måde.

Når du gør dette, så arbejder Helligånden i dit hjerte. Selvom vi stadig er utilstrækkelige, så holder Helligånden vores hjerter, er med os og kaster Sin nåde over os, når vi kommer til kort overfor Ham. Helligånden giver os styrke. Han giver os magt. Han trøster os. Han velsigner os. Han lover os en fantastisk fremtid. Og til dem af os, som tror, leder Han os fra tro til tro uden at miste kvalifikationerne til at træde ind i Hans evige rige.

Dette er, hvad vi har brug for, når vi tror på, hvad Herren har gjort for os, eller når Han beder os bringe vores ofre til Ham - det vil sige, at vi må tro på, at Han har frelst os med vandet og Ånden. Alle genstandene inde i Tabernaklet er vigtige, fordi de alle fortæller os om hemmeligheden ved at blive født igen af vandet og Ånden. Gennem så mange ting i Tabernaklet ønsker Gud med andre ord at fortælle os om én ting - evangeliet om vandet og Ånden.

Hvis vi bygger vores tros hus uden først at lægge fundamentet for vores tro fast, så jo længere vi tror på Jesus, des flere synder samler vi sammen, jo flere angrende bønner må vi fremsætte, og jo mere hykleriske syndere bliver vi. Men når vi tror på frelsens gave, at Vorherre har frelst os med Sin purpurblå, purpurrøde og karminrøde tråd og det fint vævede stof, kan vi alle blive Guds perfekte børn. Derfor må vi alle tro på sandheden om den purpurblå, den purpurrøde og den karminrøde tråd og det fint vævede stof, og vi må alle således blive Guds børn.

Dem, hvis fundament i troen er helt, kan altid udføre deres præstegering i fuldt dagslys, selv når de har mange utilstrækkeligheder. De kan med andre ord opfylde alle præstegerninger og i sandhed omfavne alle folk i denne verden, bede til Gud for deres tilgivelse for deres synder og tjene dette evangelium foran Gud.

I modsætning til dem er de mennesker, hvis fundament i troen er uklart, og som jo mere tiden går, bliver mere og mere hykleriske. De bliver onde. De bliver hykleriske religionister. Som Vorherre fortæller os, at vi skal kende et træ på dets frugt, så er de frugter, som disse mennesker bærer, ulækre, beskidte og hykleriske. Men de af os, som er blevet født på ny, er overhovedet ikke hykleriske. De er alle sandfærdige. Selvom de er utilstrækkelige, er de alle oprigtige. De genkender deres egne svagheder og fejltagelser, og de lever altid midt i det skarpe lys. Fordi Vorherre blev døbt og korsfæstet for at rense vores synder bort, og fordi Han virkelig fik alle vores synder til at forsvinde, så har vi modtaget vores synders forladelse ved at tro på denne sandhed. Fordi fundamentet for vores tro er solidt, selvom vi er utilstrækkelige, selvom vi begår synder, og selvom vi er svage, så er vores liv stadig lyse, for vores hjerter er altid syndfrie. På grund af vores utilstrækkeligheder farer vi måske vild engang imellem, men fordi vi faktisk er syndfrie, farer vi ikke vild, så at vi leder andre på afveje eller os selv til ødelæggelsen. Selvom vi er ufuldendte, så træder vi ikke desto mindre på en vej, som behager Gud, vi går fremad skridt for skridt og tjener evangeliet endnu mere. Dette er blevet muligt, fordi Jesus har givet os den fuldendte frelse.

Hvis Jesus Kristus, vores Messias, og vores frelser således ikke havde frelst os med de fire tråde, så kunne vi aldrig være blevet frelst overhovedet. Det er fordi, at Han har frelst os, at vi er frelste, og det er på grund af dette, at vi tror, at vi udbreder evangeliet og priser Gud med vores tro. Det er ved vores tro, at vi takker Gud, ved vores tro at vi tjener Ham og ved vores tro, at vi følger Ham. Sådan er vi nu blevet. Vi er med andre ord blevet dem, som behager Gud med vores tro. Vi er blevet dem, hvis fundament i troen står fast.

Dem, hvis fundament i troen ikke er lagt rigtigt, må lægge det igen. Det er derfor, at Hebræerbrevet 6:1-2 siger: ”Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig dom”.

Hvad fortæller dette afsnit os? Det fortæller os, at vi skal kende og bekræfte og lægge fundamentet for en række af spørgsmål fast såsom: ”Hvorfor blev Jesus døbt?”, ”Er denne døb et billede på Det Gamle Testamentes håndspålæggelse?”, ”Vil vi leve igen?” og ”Hvad er den evige dom?” Det fortæller os, at vi skal have hele troen og lægge fundamentet for denne fast fra begyndelsen, så at vi aldrig vil rystes eller blive tvunget til at lægge fundamentet endnu en gang. Troen, som tror på den purpurblå, purpurrøde og karminrøde tråd og det fint vævede stof, er den hele tro, som tror på, at Vorherre har fuldendt vores frelse. Vi må stå fast på dette fundament i troen, og vi må løbe derfra. Vi må løbe troens løb.

Nogle mennesker fortolker den ovenstående passage fra Hebræerbrevet, som om der står, at vi ikke igen kan sige, at vores synder blev overført til Jesus gennem dåben, og at afsnittet fortæller os, at vi ikke behøver at bygge troens fundament igen. Men ville Gud have sagt til os, at vi ikke skulle bygge troens fundament igen, hvis det fra begyndelsen var blevet bygget rigtigt? Dette afsnit fortæller os, at dem, som ikke har det korrekte fundament i troen, bør lægge dette fundament, og de, som har lagt fundamentet korrekt, bør gøre det endnu mere fast og solidt og løbe fremad.

For at frelse os beordrede Gud Moses til at bygge Tabernaklet, hvor Han ville godkende ofrene fra Hans folk. Til Israels folk beordrede Han, at de skulle bringe guld, sølv og bronze til Ham; purpurblå, purpurrød og karminrød tråd og fint vævet stof; gedeuld, rødindfarvede vædderskind, delfinskind og akacietræ. Ligesom det er blevet illustreret i disse materialer, har Vorherre sandelig givet os frelsens gave ved at udfri dig og mig fra al synd i verden. På denne måde bad Gud faktisk israelitterne om at bringe disse ofre til Ham, byggede Tabernaklet, etablerede dets offersystem og tilgave israelitternes synder, som gav Ham deres hellige ofre ifølge kravene i dette offersystem.

Hvis vi, ude af stand til at tro på den perfekte sandhed opfyldt af Jesus Kristus, ikke lægger fundamentet for vores tro fast med det samme, så vil vores tro fortsat blive rystet. Uden viden, erkendelse og tro på det faktum, at Vorherre har frelst os fuldt og helt, vil vi alle ende med at forsøge at opnå vores egen frelse gennem vores egne handlinger. En sådan tro er ikke hel, men misforstået.

Lad os igen kigge på Hebræerbrevet 10:26-31: ”For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne. Den, der bryder Moses’ lov, skal uden barmhjertighed lide døden på to eller tre vidners udsagn; hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, hvormed det selv er helliget, og håner nådens ånd? Vi kender jo ham, der har sagt: ”Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde” og derefter: ”Herren vil dømme sit folk”. Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder”.

Dette afsnit fortæller os, at hvis vi synder med vilje, efter at vi har modtaget viden om sandheden, er der ikke længere noget offer for vores synder, men kun den frygtelige dom. Her henviser dem, som synder bevidst, efter at de har modtaget viden om sandheden til dem, som ikke tror på evangeliet om vandet og Ånden, selvom de kender det. Vi må tro på sandheden, at Gud har frelst os med Sin purpurblå, purpurrøde, karminrøde tråd og det fint vævede stof, at Han har frelst os med guld, sølv og bronze, og at Han har lavet dækket til Tabernaklet af purpurblå, purpurrød, karminrød tråd og fint vævet stof, af gedeuld, af rødindfarvede vædderskind og af delfinskind. Vi må alle vide disse ting og lægge fundamentet for vores tro fast.

Vorherre lovede os, at Han ville frelse os helt, og da tiden kom, blev Han døbt for at tage vores synder på sig selv, døde på korset, genopstod fra de døde og har derved frelst os helt. Derfor er vi blevet frelst fuldstændigt ved at tro på denne Jesus Kristus, som lagde fundamentet til vores frelse fuldt og helt.

Men dem, som kender denne sandhed og alligevel nægter at tro på den, vil helt sikkert møde Guds frygtelige dom, når dommedag kommer. Deres kroppe vil ikke dø, men lide for altid. Bibelen fortæller os, at der vil være voldsom vrede mod dem, og deres lidelser i helvede vil være så store, at Bibelen fortæller, at det vil være som at blive saltet med ild (Mark 9:49). Den fortæller os, at der vil være en frygtelig forventning om dommen og voldsom vrede, som vil fortære modstanderne.

Når man blot fejler i at overholde loven, og det leder til denne frygtelige dom, hvor meget større vil så dommen over dem, som ikke tror på frelsen givet af Guds søn, ikke være? Det er derfor, at vi alle må tro på Jesus Kristus som vores frelser, på at Herren kom til jorden i menneskeskikkelse, som tog alle vores synder på sig med Hans dåb, som bar disse synder i verden til korset og bar fordømmelsen for synden med korsfæstelsen, som genopstod fra de døde, og som nu lever.

Hvorfor bad Gud Moses om at bygge Tabernaklet? Når vi ser på hver enkelt genstand og på alle materialerne, som blev brugt til Tabernaklet, så kan vi se, at de alle manifesterer sandheden, at Jesus Kristus kom til denne jord i menneskeskikkelse, tog vores synder på sig med dåben, som Han modtog af Johannes Døber, bar verdens synder til korset og døde på det, genopstod fra de døde, steg til himmels og sidder nu ved Guds højre hånd, ved Gud Faderens trone, og er nu blevet vores evige Gud. Fra indgangen til stolperne og deres bronzesokler viser alle genstandene i Tabernaklet os sandheden om evangeliet. Med andre ord fortæller hele Det Gamle Testamente os om Jesu Kristi dåb, Hans offer, Hans identitet og Hans frelsearbejde.

Fra Det Gamle Testamente til Det Nye Testamente taler Jesus Kristus til os om evangeliet om vandet og Ånden - det vil sige, evangeliet om den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof - og de, som tror på denne sandhed, taler altid om sandheden i den purpurblå, purpurrøde, karminrøde tråd og det fint vævede stof, når som helst de har mulighed for det. Fordi de ord bliver prædiket og hørt så ofte, så glemmer vi måske nogle gange, hvor værdifuld denne sandhed er. Men hvor vigtig er egentlig denne sandhed? Som om vi levede i Kong Salomons rige, da guld og sølv forekom i så rigelige mængder, at det blev behandlet som sten, så tager vi måske nogle gange denne sandhed for givet, fordi vi hører sandhedens ord hver dag i Guds kirke. Men du må huske på dette: denne sandhed kan ikke høres udenfor Guds kirke, og uden denne sandhed kan ingen frelses eller lægge fundamentet til troen fast.

Troen, med hvilken du og jeg er blevet frelst, er troen på det faktum, at Vorherre har frelst os fuldt og helt og lagt fundamentet for vores tro fast med de fire tråde af purpurblåt, purpurrødt og karminrødt og det fint vævede stof. Lad mig gentage endnu en gang, at vi må alle tro på dette med vores hjerter. Gud lovede os, og som Han lovede, kom Han til denne jord som en kvindes afkom (1 Mos 3:15), tog al vores synd på sig selv med Hans dåb, bar fordømmelsen for alle vores synder til korset, genopstod fra de døde og har derved fuldstændigt frelst os. Fordi dette er sådan en enkel sandhed, som er så nem at forklare og forstå, kan vi prædike dette evangelium over hele verden i dag. Selvfølgelig er der stadig mange ynkelige mennesker, som ikke kender denne sandhed. Men endnu mere ynkelige er de, som ikke tror, selvom de forbliver i Guds kirke.

Selvom du og jeg har modtaget syndernes forladelse, kan dine tanker stadig forblive onde, men i det mindste er dit hjerte blevet meget ydmygt. Men hyklerne, som ikke er sådan, selvom de måske prøver at foregive, at de er meget ydmyge, er så onde i deres inderste væsen, at de bliver ved med at narre Gud og uendelig mange mennesker hver eneste dag. Du og jeg må lægge troens fundament fast. Og på denne frelse, som Vorherre har givet os, må vi stå fast foran Gud ved at tro på den.

Gud bad os om at bringe ofre og om at bygge Tabernaklet for Ham. Du og jeg må blive troens folk, som tror på, at Jesus Kristus kom til denne jord og således har frelst os åndeligt. Vi må stå fast foran Gud ved at have den rette tro, som er som bestanddelene brugt til Tabernaklet. Tror du? Har du virkelig denne tro? I Guds kirke prædikes evangeliet om vandet og Ånden stadig. Fordi dette er det sande fundament i troen, kan jeg ikke understrege det nok.

Så mange kirker og sekter i denne verden forbliver uvidende om sandheden, at Jesus accepterede alle vores synder med dåben, og i stedet tror de kun på blodet på korset. Selv under disse omstændigheder har Vorherre tilladt os at finde sandheden. Grunden til, at Jesus blev naglet til korset, var fordi, Han var blevet døbt af Johannes Døber i Jordanfloden. Det var fordi, at Han havde accepteret, at al synd i verden blev overført til Ham med dåben, at Han blev korsfæstet og naglet til korset.

Derfor er det, at troen hos dem, som hævder, at de har modtaget syndernes forladelse ved blot at tro på blodet på korset, er en falsk tro, som til slut vil falde sammen, uanset hvor hengivne de måtte være. Uanset hvor utrætteligt de prædiker til mængderne med høje stemmer, at de skal tro på Jesus, så tilbyder deres tro, som kun tror på blodet på korset, kun angrende bønner og kan end ikke løse deres egne problemer med synden. Deres tro er bygget på et fejlagtigt fundament, som simpelthen vil falde sammen, når regnen siler ned, vinden blæser, og oversvømmelserne kommer.

Jeg selv havde ikke hørt om Jesu dåb i detaljer i mere end 10 år, siden jeg begyndte at tro på Jesus. Men alligevel mødte Jesus mig med sit ord om sandheden, og jeg kunne blive født igen af vandet og Ånden. Nu ved jeg, at der er mange mennesker i hele verden, som søger efter sandheden, men som endnu ikke har fundet den. Jeg ønsker at tale til alle dem, så de kan høre sandheden om vandet og Ånden, og så at de kan modtage syndernes forladelse ved at tro på det af hele deres hjerte.

Før du blev født igen, har du måske også ført et religiøst liv. På den tid havde du sikkert ikke hørt om den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof. Ikke blot det, men du havde sikkert heller ikke hørt om evangeliet om vandet og Ånden og endnu mindre, at vores synder blev overført til Jesus, da Han blev døbt.

Det er uhyre vigtigt for de kristne at kende og tro på sandheden om den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof, som det er. Kun når troens fundament er lagt med den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof, kan vi alle stå fast og solidt i troen. Hvis du ikke har troet før, så er det aldrig for sent - alt, du skal gøre, er at tro nu. Kun hvis du tror på denne måde, kan du blive helt frelst, læg fundamentet i din tro fast og skab din tro på dette grundlag.

I Matthæusevangeliet 24:40 står der: ”Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage”. Når vi alle har bekendt os til troen på den samme sandhed, og at vi tjener det samme evangelium sammen i Guds kirke, hvad kunne så være mere tragisk, end hvis nogen af os blev ladt tilbage senere?

Fordi Guds ord er intellektuelt og høfligt, kan troen ikke påduttes nogen ved tvang. Når du så hører Guds ord prædiket høfligt til dig, så må du tro på det og fokusere på, at du faktisk hører Guds ord. Da Israels folk hørte, hvad Moses fortalte dem, betragtede de det ikke som hans ord, men som Guds sande ord. På samme måde må du se efter og kontrollere, om du virkelig tror ifølge Guds ord, når du får fortalt om Guds ord. Du må tænke over ordet nøgternt og så tro på, hvad det faktisk fortæller dig.

Bibelen roste de troende i Berøa for deres velvilje overfor Guds ord. De troende i Berøa ”Var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan”, (ApG 17:11). Kort sagt så troede de rationelt på Hans ord, som de fik det lært.

Sand tro kommer fra det rationelle og velvillige hjerte, som søger efter ordet. Ville det give nogen mening at blive tvunget til at tro imod din vilje? Selv hvis nogen skulle tvinge en anden til at tro, så ville dette faktisk være komplet håbløst, for den der blev tvunget ville ikke nødvendigvis tro på, hvad han/hun blev tvunget til at tro på. Foran Gud afhænger alt af, hvad man tror på af éns egen frie vilje. Hvis nogen ikke tror, når han/hun har fået fortalt den samme historie igen og igen, så er der ingen anden udvej for den person end at ende i helvede.

Derfor fortjener hver eneste synder i denne verden vores medlidenhed, men hvis nogle af os ikke tror på Hans ord, som det er, selv når vi er alle er under Guds kirkes tag, så er de endnu mere ynkelige. Hvordan kunne der være nogen mere ynkelig end dem af os, som ender i helvede, selvom de fysisk har været i den samme Guds kirke som os?

Jesus havde tolv disciple, og blandt dem var det kun Judas, som ikke troede på, at Jesus var Messias og frelseren, så Judas kaldte altid Jesus for læreren. Også Peter plejede at kalde Jesus for læreren ind imellem, men til sidst kom han til en anden erkendelse og bekendte: ”Herre, Du er Jesus Kristus og Guds søn. Du er Guds søn, frelseren, som kom for at rense mine synder bort. Du er frelsens Gud”.

Med andre ord var Peters tro anderledes end Judas’ tro. Efter Judas forrådte Jesus, hængte han sig selv. Selvom Judas havde været sammen med de andre elleve disciple, så tog han fejl af, hvem Jesus egentlig var og endte således i helvede. Peter derimod blev frelst ved at genkende Jesus Kristus og ved at tro på Ham som frelseren på trods af det faktum, at han var en utålmodig mand med mange fejl.

På samme måde afhænger frelsen af, om man kender sandheden og tror på den i sit hjerte eller ej. Man kan ikke tro på sandheden, når man ikke kender den. Men hvis folk ikke tror på sandheden, selvom de kender den, så vil de gå endnu større straffe i møde (Luk 12:48). Det er derfor, at Gud fortæller os, at troens fundament må være fast.

Er vores tros fundament nu blevet styrket? Er det fast? Tror du på, at Herren definitivt har frelst dig? Gennem vandet og Ånden har Vorherre sandelig frelst os. Dette er ikke noget besynderligt, som kun din sekt fortæller dig, men det er det, som Gud har lovet i Det Gamle Testamente, og det, som Jesus har opfyldt i Det Nye Testamente - og det vil sige, hvordan Jesus Kristus i sandhed har frelst os.

Jesus er kongernes konge (den purpurrøde tråd), som kom til denne jord i menneskeskikkelse, tog al synd i verden på sig med Sin dåb (den purpurblå tråd), bar disse synder til korset og blev korsfæstet (den karminrøde tråd), genopstod fra de døde og har derved frelst os. Han lovede, at Han ville gøre dette i Det Gamle Testamente, og Han har frelst os ved i sandhed at opfylde Sit løfte i Det Nye Testamente. Tror du? Intet andet end dette et troens faste fundament.

Der er hundrede millioner kristne i verden, og alligevel gælder det for de fleste af dem, at deres tro forbliver skrøbelig. Vi kan finde ud af, om folk har den rette tro eller ej ved at kigge de mange kristne bøger igennem, som nu er tilgængelige. Forfatterne til disse bøger har en tendens til at være ledere af kristne samfund og ved at læse deres bøger, kan vi finde ud af, om de har den rette viden om sandheden. Hvis blot en af disse ledere er uvidende eller ikke tror på sandheden, selvom han/hun kender den, så vil alle dem, som følger en sådan leder, komme i helvede. Den triste virkelighed er, at næsten ingen kender sandheden, kun en ud af en million. Det er derfor, at de få af os, som kender sandheden, må udbrede evangeliet over hele verden.

Gud arbejder gennem os. Du og jeg kan ikke undgå at prædike evangeliet, for ikke at udbrede evangeliet om vandet og Ånden over hele jorden kan sammenlignes med at begå en stor synd overfor Gud. Faktisk er det sådan, at hvis vi ikke trofast følger og tjener dette arbejde i troen, så ville vi vitterligt begå en stor synd foran Gud. Det er den synd at sende folk i helvede, selvom vi ved, at vi kan forhindre det; det er simpelthen en utilgivelig synd, at folk vil komme i helvede i deres uvidenhed, fordi de af os, som kender sandheden, har holdt mund.

Hvis vi ikke opfylder den opgave, som er blevet givet os, vil disse mennesker protestere overfor os, for det er vores påbudte opgave. Bibelen advarer os ved at sige: ”Hvis vægteren derimod ser sværdet komme og ikke støder i hornet, så folk ikke bliver advaret, og sværdet rammer en af dem, da bliver han ramt pågrund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd”, (Ez 33:6). Vi, som først vidste det og først troede, må udføre vægterens opgave.

Vil du vide mere om Tabernaklet? Klik venligst på banneret nedenfor for at få din gratis bog om Tabernaklet.

Jeg takker Herren for at have givet os dette evangelium og for at have gjort os i stand til at kende sandheden. Jeg takker Ham endnu mere, når jeg indser, at vi er de få udvalgte i denne verden, som kender sandheden og tror på dette evangelium. Vi har prædiket evangeliet om vandet og Ånden til mange præster og almindeligt troende i hele verden, men hver dag har vi fået bekræftet det faktum, at der var ingen, som faktisk kendte og troede på evangeliet før. Gennem os er prædikanter af evangeliet om sandheden om vandet og Ånden dukket op over hele verden. Som os har de også det faste fundament i troen og udbreder denne faste tro.

Hvis der er mange mennesker, som udbreder evangeliet, kunne vi måske trække vejret lidt lettere og hvile lidt, men uheldigvis er der endnu ikke så mange mennesker i denne verden, som kender og tror på sandheden. Mange har overvurderet Reformationens bedrifter i verdenshistorien. Når vi underkaster dem en detaljeret undersøgelse, så kan vi se, at reformisterne placerede den første knap i den bibelske tros fundament forkert under Reformationen, og at alt andet, som fulgte efter, også blev placeret forkert. Uanset om disse misforståelser, som fulgte efter, blev rettet senere hen, så er den første knap stadig fejlplaceret, så fundamentet forbliver ufuldstændigt: så derfor må kristendommens historie skrives om.

Jeg håber og beder, at I alle må stå foran Gud på jeres tros solide fundament, og at I vil leve jeres liv på troens fundament for at tjene det sande evangelium. Når I lever for evangeliet, vil jeres hjerter naturligt blive opfyldt af glæde. Når man lever for evangeliet, vil éns hjerte blive et åndeligt hjerte. Og eftersom Helligånden fylder jeres hjerter og arbejder i dem, vil de alle flyde over med glæde. Men hvis I ikke lever for evangeliet, men kun søger efter jeres kroppes lyster, selvom I har modtaget syndernes forladelse og kender evangeliet om vandet og Ånden, så vil I ende med at leve tomme og meningsløse liv.

Jeg takker Gud, for at Han har givet os dette værdifulde evangelium og for at have givet os vores frelse. Det er min bøn og mit håb, at I alle vil undersøge jeres tro igen og modtage den perfekte frelses gave gennem den purpurblå, den purpurrøde, den karminrøde tråd og det fint vævede stof.

Tilbage