|
Forsoningsdagen
På hebraisk betyder Forsoningsdagen
dagen for "tildækning" eller "harmoni". Den vigtigste
dag for jøderne var Forsoningsdagen på den tiende dag i den syvende
måned (3 Mos 23:27, 25:9). I Tredje Mosebog kapitel 16 kan vi se,
at selv ypperstepræsten ikke kunne komme ind i det Allerhelligste
undtagen for at udføre bestemte ritualer.
Det Allerhelligste selv havde også brug for forsoning, lige såvel som Israels folk havde det. Derfor måtte ypperstepræsten ofre for at overføre synden ved at lægge sine hænder på hovedet af offerdyret. Israels børn tænkte på Guds hellighed og deres synder på Forsoningsdagen.
Så blev så mange som 15 ofre (inklusive
syndebukken), 12 brændofre og 2 syndofre placeret foran Gud (3 Mos
16:5-29, 4 Mos 29:7-11). Hvis vi tæller "det andet lam" med
som nævnt i Fjerde Mosebog 28:8, så er der 13 brændofre og 4 forsoningsofre.
Dagen, hvor Israel sonede de årlige
synder, var den tiende dag i den syvende måned. Af samme grund er
forsoningsdagen for hele verden den dag, da Jesus blev døbt af Johannes
Døberen. Det var Forsoningsdagen (Matt 3:13-17). Det var den dag,
hvor Gud vaskede al synd i verden bort (Matt 3:15). Det var Forsoningsdagen,
hvor Gud "opfyldte al retfærdighed".
Tilbage til Listen
|