|
Forsoningsoffer
I DET GAMLE TESTAMENTE: Ligesom de andre ofre blev indvielsesofrene ofret i Tabernaklet. Ypperstepræsten rensede sig selv og tog den hellige dragt på i stedet for den almindelige formelle dragt til rituel brug og udvalgte en ung tyr som syndoffer og en buk som brændoffer for sig selv og sit hus (3 Mos 16:3-4). Ypperstepræsten lagde sine hænder på hovedet af offerdyrene for at overføre synden.
Håndspålæggelsen var en essentiel del af Forsoningsdagen. Hvis ikke det var blevet udført på denne måde, så kunne offerhandlingen ikke ske, fordi forsoningen af synd ikke ville være opnået uden håndspålæggelsen, som derved overførte Israels årlige synder til syndofferet.
I Tredje Mosebog 16:21 står der: "Aron
skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved, og han skal
bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser
og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken og derpå sende
den ud i ørkenen med en mand, der står rede".
Han tog to geder som syndofre og en
buk som brændoffer fra folket (vers 5). Så præsenterede han de to
geder for Herren ved døren til Tabernaklet og trak lod for at vælge
den ene "til Herren" og den anden til "syndebuk".
Den ene for Herren blev ofret som syndoffer, og syndebukken blev ofret levende foran Herren for at sone Israels folks årlige synder, og derefter blev den sendt ud i ørkenen (3 Mos 16:7-10).
Israels synd måtte overføres til syndebukken ved håndspålæggelse. Så blev syndebukken, hvorpå alle Israels synder blev lagt, sendt ud i ørkenen for at skaffe fred mellem Gud og menneskeheden. Således blev Israels årlige synd vasket væk.
I DET NYE TESTAMENTE: På samme måde i Det Nye Testamente blev Jesus Kristus døbt af Johannes Døberen (håndspålæggelsen i Det Gamle Testamente) og fjernede al synd i verden som offerlammet for at opfylde Guds frelse (3 Mos 20:22, Matt 3:15 og Joh 1:29, 36).
I Det Gamle Testamente, før der blev trukket lod, dræbte Aron den unge tyr som syndoffer for sig selv og sit hus (3 Mos 16:11). Med sine hænder fyldt med sød, fin røgelse tog han et røgelseskar fyldt med brændende kul fra alteret foran Herren og bar det ind bagved forhænget. Så lagde han røgelsen på ilden foran Herren, så at røgelsesskyen kunne dufte lifligt over nådestolen. Han tog også noget af blodet fra tyren og sprinklede det med sine fingre på og foran nådestolen syv gange (3 Mos 16:12-19).
På Forsoningsdagen kunne man ikke udelade, at Aron skulle lægge sine hænder på hovedet af offerdyret. Aron lagde hænderne på geden og overførte alle Israels synder og overtrædelser til dets hoved. Derefter tog en passende mand geden med ud i ørkenen og satte den løs. Bukken vandrede rundt i ørkenen med Israels synder og døde til sidst for dem. Dette var forsoningsofferet i Det Gamle Testamente.
Det er det samme i Det Nye Testamente bortset fra, at det var Jesus Kristus, som var syndebukken, som fjernede al synd i verden ved at tage dem på Sig selv gennem dåben og bløde for dem på korset med døden til følge for vores skyld.
Derfor kan frelsen fra al synd ikke ske uden dåben og korsfæstelsen af den himmelske præst Jesus Kristus. Dette er opfyldelsen af genfødslens frelse af vandet, blodet og Ånden.
Tilbage til Listen
|
